Skip to content

2556-13

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse

Behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 45-årig mand, der den 9. maj 2005 fik restaureret tanden +6 med en porcelænskrone. Den 10. september 2010 blev der indledt rodbehandling af tanden på grund af henfald af tandens nerve. Patienten skiftede herefter til den behandlende tandlæge, som rodfyldte tanden +6 den 4. november 2010. Patienten skiftede igen tandlæge, der restaureret tanden +6 med en ny krone den 30. november 2010. Den 22. november 2011 havde patienten gener fra kronen, og det blev tilbudt at omlave kronen. Den 17. september 2012 var patienten hos en ny tandlæge, som konstaterede en stor fraktur på +6 samt stort mellemrum til +7. Der blev taget røntgen, som viste en rodbehandlet tand med problemer fra MK kronen, og at rodbehandlingen ikke gav problemer. Den 30. oktober 2012 er det indført i journalen, at tanden +6 har behov for ny rodbehandling – muligvis kirurgisk – og en ny porcelænskrone. Der blev endvidere talt om fjernelse af tanden og erstatning herfor med implantat.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. juli 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1. 

Codan fandt, at rodbehandlingen muligvis ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan fandt endvidere, at det eventuelle behov for kirurgisk rodbehandling og/ eller tab af tanden, ikke har årsag i rodbehandlingen af tanden +6, men derimod skyldes tandens forudbestående betændelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 30. juli 2013 med den af anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at rodbehandling af tanden +6 kan omgøres på samme betingelser som forud for den oprindelige udførte behandling. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af loven.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honorar for den udførte behandling henvises til Codans afgørelse samt vedlagte brochure.