Skip to content

2498-13

Skadetype: Bidfunktionsgener
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Andet - Bidfunktionsbehandling

Beskrivelse:

Behandling med bidskinne med efterfølgende ændring af tandstilling – åbent bid. Erstatningens størrelse og omfang. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Behandling med bidskinne med efterfølgende ændring af tandstilling – åbent bid. Erstatningens størrelse og omfang. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 38-årig kvinde, der forlod skoletandplejen i februar 1994. Ifølge udskrivningsbrevet var patientens kindtænder dårlig mineraliseret, og patienten havde tidligere haft en dårlig mundhygiejne. Det var dog forbedret. Tænderne 7+7 blev desuden observeret for udvikling af caries. Patienten havde endvidere fået foretaget tandregulering og afsluttet denne behandling. Patienten begyndte herefter hos den behandlende tandlæge, og den 12. juli 1996 blev tanden +7 behandlet med en fyldning og en overfladisk rodbehandling. Ifølge et notat fra den 18. juni 1999 ville patienten ringe til tandreguleringen. Den 10. februar 2000 havde patienten ømhed ved sammenbid, især i højre overkæbe. Den 21. marts 2003 blev der fremstillet en hård bideskinne.  Den 24. november 2005 blev der foretaget en bidslibning i venstre side, og igen den 28. december 2005. Ifølge journalen fra den 13. juli 2006 havde patienten stadig bidproblemer, især i overkæben. Det blev overvejet at skifte fyldningen i +7. Den 28. juli 2006 føltes biddet bedre. Tænderne 2,1+1 konstateres protruderet og intruderet et par millimeter, hvilket tandlægen fandt skyldes hårdt bid på NTI skinne i mere end 3 år. Ifølge journalen havde tandlægen bedt patienten om at undlade at bruge skinnen, men patienten havde ikke efterkommet dette, da skinne gav hende færre spændinger i tyggemusklerne. Det blev aftalt at fremstille en ny hård bideskinne til hele underkæben, som blev udleveret den 24. november 2006. Ved sidste besøg den 25. marts 2008 fik patienten efterset tænderne og taget røntgen. Patienten skiftede herefter tandlæge, hvor der i journalen den 16. december 2008 noteres for en hård bideskinne. Den 8. oktober 2010 fik patienten repareret sin hårde bideskinne, som var af typen NTI. Den 10. juni 2011 blev tanden +7 aflastet, og det blev aftalt, at patienten skulle henvises til Tandlægeskolens bidfunktionsafdeling. Den 19. juli 2011 blev det noteret, at patienten havde posterior rotation af mandiblen. Efterfølgende blev patienten undersøgt den 25. oktober og 11. november 2011 af en tredje tandlæge, som noterede, at patienten havde meget hovedpine, og at hun havde haft flere NTI-skinner, som hun havde bidt i stykker. Det blev konstateret, at patienten havde smerter fra kæbeleddet, tyggemusklerne og en reduceret gabebevægelse. Desuden var der åbent bid i fronten og smerter i tanden +7. Det blev derfor planlagt at foretage en tandretning med Invasilign ?, fremstilling af en refleks frigørende bideskinne samt eventuelt rodbehandling af tanden +7.

Patienten har oplyst, at hun ikke er blevet instrueret i at holde periodevise pauser med brug af NTI skinnen og søger derfor nu om erstatning for udgifterne til ovenstående behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. juli 2013 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 30.962,16 kr. i erstatning. 

Codan fandt, at behandlingsudgiften vedrørende tanden +7 afvises, da dette behov ikke er en følge af skaden men opstået af grundlidelsen jf. afgørelsen af 29. maj 2012.

Codan fandt videre, at behandlingsoverslaget nr. 106930003 indholdsmæssigt kan godkendes, men prisen for den ortodontiske behandling er for høj. I forhold til behandlingsoverslag nr. 106930001 har ortopan storrøntgen og fuld ortodontisk behandling relation til skaden. Sidstnævnte behandling vurderes som værende enkel og et rimeligt honorar i forhold til gældende markedspris vurderes at udgøre 30.000 kr. Det betyder, at det fremsendte overslag ikke kan godkendes, men korrigeres, således at patienten, som nævnt i tidligere korrespondancer, er berettiget til erstatning, men med en maksimalpris på tandretningen på 30.000 kr.

Codan fandt derfor i forlængelse af ovennævnte godkendelse af behandlingsoverslag, at regning nr. 17903 af 31. august 2012 hermed kan godkendes med respekt af det maksimale beløb.

Codan fandt derudover, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 9. juli 2013, som anført nedenfor. 

Uagtet den manglende analyse af patientens malocclusion har Nævnet ikke fundet grundlag for indvendinger imod den stedfundne behandling. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte behandlingsoverslag 106930003, der som beløbsramme for behandlingsudgifterne herefter kan godkendes som erstatningsbeløb. Regning for behandlingsudgifterne skal herefter fremsendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatning.

Nævnet finder endvidere ligesom Codan, at der ikke kan ydes erstatning for udgifterne til behandling af tanden +7, idet et eventuelt behov for behandling med overvejende sandsynlighed er en følge af tandens grundlidelse i form af caries og den deraf følgende svækkelse af tanden og ikke den udførte behandling eller mangel på samme.