Skip to content

2912-14

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Infektion efter knækket rodfil. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Infektion efter knækket rodfil. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 50-årig mand, der den 5. april 2013 fik rodbehandlet tanden 7+. I den forbindelse knækkede der et instrument i den ene rodkanal i den bageste, yderste rodkomponent, og der blev foretaget en midlertidig aflukning af tanden. Den 20. januar 2014 blev det konstateret på røntgen, at der fortsat sås betændelse omkring roden med den knækkede fil. Patienten havde symptomer fra tanden og blev informeret om, at tanden ikke var bevaringsværdig. Der planlægges derfor udtrækning af tanden og erstatning med et implantat.

Patienten søger derfor nu om erstatning for kommende mistet tand i form af implantatbehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. juli 2014 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af fortsat betændelse ved rodspidsen på tanden 7+ med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling den 5. april 2014.

Codan fandt i den forbindelse, at det knækkede rodbehandlingsinstrument blokkerer adgangen til behandling af en rodspidsbetændelse, og dermed hindrer adgangen til at gennemføre en rodfyldning til bunds. Bedst mulig behandling havde indebåret, at rodfilen bruges i rodkanalen på en sådan måde, at en fastlåsning undgås.

Codan fandt derfor, at behandlingen ikke har været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med en kirurgisk rodbehandling af tanden 7+. I den forbindelse fandt Codan, at det knækkede rod-instrument ikke skaber et behov for at fjerne tanden 7+. Tanden 7+ har et stort rodfæste og en solid resttandsubstans mod rødderne. Bedst mulig behandling er derfor en kirurgisk rodbehandling, hvorved tanden 7+ uden problemer kan bevares. Det er en lille operation, hvor rodspidsen afkortes 3-4 mm, eventuelt fjernes det knækkede instrument, og rodspidsen forsegles med en fyldning. Behandlingsresultatet er forudsigeligt med et parmanet godt resultat.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 2. juli 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at skaden i form af fortsat betændelse ved rodspidsen på tanden 7+ kan udbedres ved en kirurgisk rodbehandling. Der kan derfor ydes erstatning for udgifterne hertil.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Endvidere tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.

Hvis det senere måtte vise sig, at tanden 7+ tabes, kan sagen genanmeldes til Codan, som herefter vil træffe afgørelse om tabet af tanden 7+ er en følge af den anerkendte skade.