Skip to content

2855-14

Skadetype: Skade på krone - Tab af kronesubstans
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Behandling med fyldning. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behandling med fyldning. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 37-årig mand, der den 5. april 2011 konsulterede tandlægen med henblik på at få fremstillet fyldninger i tænderne +6 og +7. Der blev derfor fremstillet plastiske fyldninger i de to tænder. Efterfølgende var der problemer med, at fyldningerne var for høje, hvorfor de af flere omgange blev justeret i sammen-biddet. Den 8. november 2012 blev der på røntgen diagnosticeret en rodspidsbetændelse på tanden +7. Ifølge journalen ønskede patienten ikke tanden rodbehandlet, hvorfor tanden +7 blev trukket ud den 12. november 2012. Patienten skiftede herefter tandlæge, hvor fyldningen i tanden +6 blev omlavet ?

Patienten søger nu om kompensation for skader, mistede tænder samt svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. maj 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det fremgår af det fremsendte materiale, at tænderne +6 og +7 allerede i 2011 var ødelagt af caries, hvorfor fyldningerne havde en nær relation til tændernes nervekamre. Risikoen for, at en tand påvirkes af et cariesangreb, således at tanden må rodbehandles, relaterer sig til cariesangrebets størrelse. Fyldningerne i tænderne +6 og +7 og cariesangrebene under disse var allerede inden behandlingens start af en størrelse, således at der var en risiko for, at der kunne udvikles rodspidsbetændelse.

Codan fandt herefter, at fyldningsbehandlingen af tanden +6 kunne omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om om-gørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan fandt videre, at tanden +7 blev diagnosticeret med rodspidsbetændelse som følge af grundlidelsen caries. Patienten ønskede ikke tanden bevaret og behandlet med rodbehandling, hvorfor tanden blev ekstraheret.

Codan fandt derfor, at rodspidsbetændelsen og det følgende tab af tanden +7 skyldes grundlidelsen caries og ikke den udførte behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 23. maj 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at fyldningsbehandlingen af tanden +6 kunne laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at behandlingen skal omlaves, er – som nævnt af Codan – ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet finder videre, at rodspidsbetændelsen og det følgende tab af tanden +7 skyldes grundlidelsen caries og ikke den udførte behandling eller mangel på samme.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.