Skip to content

2866-14

Skadetype: Varia
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 58-årig mand, der har oplyst, at han har konsulteret klinikken i 24 år. Imidlertid er journalen fra før 31. juli 2008 efter det oplyste bortkommet. Ifølge den eksisterende journal blev der foretaget kliniske undersøgelser og tandrensninger den 2. februar 2009, den 10. marts 2010, den 14. september 2010, den 22. marts 2011 og den 27. juli 2011, ligesom der blev taget bite wings den 10. marts 2010 og den 7. februar 2012. Ifølge journalen fra den 7. februar 2012 viste røntgen begyndende tab af tandbærende fæste. Desuden kunne det konstateres, at tanden 1- var let løsnet, og røntgen viste rodspidsbetændelse og begyndende tab af fæste. Den 15. februar 2012 blev der forsøgt at rodbehandle tanden 1-, men det var ikke muligt at lokalisere tandens rodkanal. Desuden var tanden +1 løsnet af 2. grad, og røntgenbillede viste betændelse ved rodhindespalten. Tanden +1 skulle derfor tillige rodbehandles, og patienten blev henvist til anden tandlæge for behandling. Ifølge journalen fra anden tandlæge fra den 1. marts 2012 blev patienten henvist, fordi der var parodontose-problemer med relation til rodhandling ved tanden 1-. Der blev konstateret et ganske let fæstetab generelt, dog dybt fæstetab ved tænderne 6- og +6. Endvidere var der rodspids-betændelse på tanden 1- og betændelse i tandnerven ved +1. Følgende behandlingsplan blev derfor planlagt: rodbehandling af tænderne 1-,+1 og 6-, udtagning af den bagud-vendende rod af tanden 6- samt almindelig parodontosebehandling. Den 3. marts 2012 blev der derfor påbegyndt rodbehandling af tanden +1, og den 6. marts 2012 blev det forsøgt at forcere rodkanalen i tanden 1-. Rodkanalen kunne lokaliseres, men var forkalket. Der blev foretaget almindelig parodontosebehandling og tandrodsrensning af tænderne 1+1. Den 17. april, den 8. maj 2012 blev der foretaget skylning af rodkanalen i tanden +1 hos anden tandlæge. Den 8. juni 2012 udførte en tredje tandlæge behandling med Everstick Plus fyldning i tænderne 2-,1- og -1, og den 16. juni 2012 blev der foretaget kirurgisk rodbehandling af tanden +6. Den 18. juni 2012 blev der foretaget skylning af rodkanalen i tanden +1 hos anden tandlæge, som tillige afsluttede rodbehandlingen af tanden +1 den 31. juli 2012. Den 14. august 2012 journaliserede den tredje tandlæge, at tanden 1-, som var blevet trukket ud i maj, var tabt og blev remonteret ? Den 31. august 2012 blev patienten ifølge journalen informeret om følgende behandlingsplan: krone eller ingen behandling af tanden +6, bro 7- til den fremad-vendende rod 6- eller plastkrone eller ingen behandling samt ætsbro eller implantat ved tanden 1-.

Patienten oplyser, at han har haft tegn på parodontose, og at han for 6-7 år siden mistede en tand helt umotiveret. Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til udbedring af skaderne.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. august 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at såfremt det havde været muligt at rodbehandle tanden 1-, ville tanden med overvejende sandsynlighed have været reddet. Det blev forsøgt af anden tandlæge.

Codan fandt herefter, at tabet af tanden 1- skyldes det forhold, at tandens rodkanal var fuldstændig forkalket, og det var ikke muligt at foretage mekanisk udrensning.

Codan fandt således, at tabet af tanden 1- ikke skyldes den udførte tandlægebehandling, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 14. august 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at tanden 1- mistes som følge af grund-lidelsen tilkalket rodkanal og ikke som følge af den udførte tandbehandling eller mangel på samme.


 Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.