Skip to content

2885-14

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Behandling med bro. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behandling med bro. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig kvinde, der den 20. juni 2011 fik diagnosticeret, at tanden +5 var fraktureret på langs og måtte trækkes ud. Det blev derfor besluttet at fremstille en tre-leddet porcelænsbro med bropillerne +4,6 og med mellemleddet +5. Broen blev herefter cementeret den 14. juli 2011. Ifølge det oplyste fungerede broen uden problemer frem til den 17. oktober 2013, hvor der frakturerede et stykke porcelæn af broen. Den 31. marts 2014 knækkede der yderligere et stykke af.

Patienten søger nu om erstatning for tabt tand +5 med ny bro eller implantatbehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. juli 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at brobehandlingen kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Hvorvidt den udførte brobehandling har opfyldt patientens forventninger er alene et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Der er således ikke sket en skade omfattet af loven, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 21. juli 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at brobehandlingen regio +4 til +6 kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelig udførte brobehandling. Det forhold, at behandlingen skal laves om, er – som nævnt af Codan – ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.