Skip to content

2889-14

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling og efterfølgende erosioner. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Tandreguleringsbehandling og efterfølgende erosioner. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 22-årig kvinde, der den 26. januar 2009 fik konstateret eroderende områder. I perioden fra den 6. marts til den 3. september 2009 fik patienten udført tandreguleringsbehandling hos en specialtandlæge, og efterfølgende blev resultatet af behandlingen fastholdt med retentionsapparatur. Patienten blev afsluttet herfra i august 2013. Den 9. januar 2014 henvendte patienten sig til den kommunale tandpleje på grund af ømme og kuldefølsomme kindtænder. Der blev konstateret erosioner i hele tandsættet, dog mest udsat på 6’årstænderne s, samt at tandkødet havde trukket sig tilbage på tænderne 6-6.

Patienten søger nu om erstatning for de gener, som tandlægebehandlingen har medført bl.a. isninger og smerter fra tænderne.

1. instans afgørelse:

I brev af 31. juli 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det ikke er båndpåsætningen på 6’erne, der er årsagen til, at patienten har ømme og kuldefølsomme tænder.

Codan fandt derimod, at erosionerne skyldes de syreskader, der er opstået igennem de seneste 4-5 år som en følge af den mad og de drikkevarer, patienten har indtaget.

Codan fandt dermed, at der ikke er sket en skade som følge af den udførte behandling, og patienten er ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 31. juli 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder det ikke overvejende sandsynligt, at tandreguleringsbehandlingen har medført erosioner på 6’erne.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Det bemærkes, at Tandskadeankenævnet ikke har fundet grundlag for at foretage yderligere undersøgelser, men at sagen har kunnet afgøres på det foreliggende grundlag. De spørger, om De ikke har en ret til yderligere undersøgelser. Hertil bemærkes, at dette ikke er tilfældet, idet nævnet selv tilvejebringer de oplysninger, som nævnet finder nødvendige for at kunne afgøre sagen.