Skip to content

2941-14

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Stiftudboring

Beskrivelse:

Behandlingen er ikke lykkedes. Nuværende behov for behandling af en følge af grundlidelsen. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behandlingen er ikke lykkedes. Nuværende behov for behandling af en følge af grundlidelsen. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig mand, der i perioden fra 2001 til 2005 fik fremstillet en bro regio +1,2,3 med bropillerne +1 og +3 samt mellemleddet +2 i udlandet. I maj 2008 blev broen slået løs ved et traume, og der blev fremstillet en ny bro hos den behandlende tandlæge, som blev cementeret den 8. september 2008. Den 16. april 2012 var broen løs, og der blev foretaget en opbygning af tænderne. Den 3. maj 2012 blev tanden +3 forsøgt behandlet med en ny stiftudboring. Der blev fremstillet en ny bro, som blev cementeret den 20. juni 2012. Den 13. august 2013 var broen igen løs, og der blev konstateret betændelse på tandroden +3. Broen blev recementeret, og der blev foretaget en kirurgisk behandling af tanden +3 med oprensning af betændelsen. Den 18. marts 2014 var broen atter løs. Det er nu stillet i udsigt, at tænderne +1 og +3 mistes, og at der skal laves en ny protetisk behandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en løsning med broen, så den holder.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. august 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at tanden +3 allerede inden tidspunktet for stiftudboringen var svækket på grund af tab af tandsubstans, som skyldes grundlidelsen.

Codan fandt videre, at man tidligere kunne have lavet en implantatbåret bro regio +1,2,3 eller udført en behandling med aftagelig protese ophængt på resttænderne. Denne behandling kan udføres på samme præmisser nu, som hvis den var udført tidligere. Udførelse af udskudt behandling er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning for tab af tanden +3 eller for brobehandlingen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 1. august 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at tanden +3 allerede var udtrækningsmoden i 2012 som følge af grundlidelsen caries. Den behandling, der skal udføres nu, svarer derfor til den behandling, der oprindeligt skulle have været udført. Det forhold, at der blev udført en anden behandling, som ikke lykkedes, medfører ikke i sig selv, at der foreligger en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.