Skip to content

2719-14

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Nerveskade efter udtrækning af visdomstand. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Nerveskade efter udtrækning af visdomstand. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 39-årig mand, der den 6. februar 2012 fik fjernet tanden 8+ på grund af et hul. Ifølge journalen fra den 23. februar 2012 var der caries i tænderne +8 og -6 samt tandkødsbetændelse. Patienten skulle derfor have behandlet den dybe caries i tanden -6 den 30. marts 2012, men da han havde smerter i tanden +8, blev denne fjernet i stedet for. Den 11. april 2012 blev det noteret i journalen, at patienten havde ømhed i området +8. Røntgen viste normale forhold. Den 24. april 2012 blev tanden -6 behandlet med en trefladet plastfyldning. Ifølge journalen var hullet meget dybt, og patienten blev forberedt på, at han kunne få ondt i tanden, og at den muligvis skulle rodbehandles. Den 10. maj 2012 henvendte patienten sig med gener fra højre side og var usikker på, om det var over- eller underkæben. Der blev ikke konstateret noget usædvanligt. Den 15. juni 2012 henvendte patienten sig igen, da han havde smerter i området +6,7,8. Patienten blev behandlet for en knoglelomme ved fremadvendende side af tanden +7. Der blev taget røntgen, som viser tegn på tab af knogle på det nævnte sted. Efterfølgende havde patienten fortsat ondt i området +6,7, og den 28. juni 2012 fik patienten ordineret Metronidazol. Ifølge journalen fra den 9. august 2012 havde det hjulpet. Den 3. oktober 2012 blev antibiotikumkuren gentaget, da der var smerter fra tanden +7. Den 29. november 2012 havde patienten igen smerter og blev tilset af en specialtandlæge, som kun fandt sygdomstegn i form af den fordybede tandkødslomme ved tanden +7. Ifølge journalen oplyste patienten, at Metronidazol var det eneste, der kunne hjælpe. Den 7. januar 2013 blev der foretaget en CT-scanning af bihulerne, hvor der fandtes normale forhold i kæbehuler og øvrige bihuler. Ifølge journal af 15. januar 2013 fra en øre-næse-halslæge oplyste patienten, at smerterne opstod straks efter en tandudtrækning i venstre side af overkæben. Lægen fandt normale forhold i bihuler og kæbeled. I journal af 13. april 2013 fra sygehus er det noteret, at patienten i maj 2012 fik fjernet en visdomstand i venstre side at overkæben, og at han havde vedvarende tandsmerter efter en uge. Siden smerter fra tandområdet og venstre overkæbe strålende op mod øret. Smerterne beskrives som skærende, brændende, konstant tilstedeværende, men med voldsomme turvise forværringer af ca. 10 minutters varighed. Det blev kon-kluderet, at det formentlig var neurogene smerter efter tandudtrækning. Endvidere blev det noteret, at patienten via egen læge var startet på behandling med præparatet Gabapentin med god effekt, og at det kunne overvejes, at patienten skulle aftrappe behandlingen efter 6-12 måneder.

Patienten søger nu om erstatning for sine smerter gennem hele forløbet samt varigt mén i form af en nerveskade.

1. instans afgørelse:

I brev af 27. januar 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at da det er oplyst, at antibiotikummet Metronidazol er det eneste, der fjerner smerterne, så kan det tyde på, at smerterne har en infektiøs baggrund og ikke en neurogen. Desuden er tanden +8 oplyst at have været smertevoldende i meget lang tid, hvilket kan være skyld i patientens fortsatte smerter.

Codan fandt videre, at selve behandlingen i form af fjernelse af tanden +8 ikke kan have forårsaget patientens smerter efterfølgende. Tanden var på vej ud af kæben af egen drift på grund af manglende modbid og betændelse, og fjernelsen er foregået helt atraumatisk. Codan har desuden lagt vægt på, at patientens gener og smerter er skiftet fra højre til venstre side. Patienten fik ondt i højre side, efter at tanden i venstre side blev fjernet. Patienten har i forløbet haft svært ved at lokalisere, hvor smerterne præcis er kommet fra. Årsagen kan være, at patienten har gået med tre meget dårlige tænder længe, og at disse smerter har givet ham en underliggende smerteoplevelse, som det tager tid at forvinde. Herpå hjælper præparatet Gabapentin effektivt.

Codan fandt herefter, at patientens gener ikke skyldes den udførte behandling, men har årsag i grundlidelserne i form af bl.a. manglende modbid og betændelse.

Codan fandt videre, at hvis patienten fortsat har smerter gående op mod øret, kan disse smerter stamme fra tanden -6, som var den tredje tand, der var ramt af et meget stort hul, og som blev behandlet med fyldning til kontakt til nervekamret. Storrøntgenbilledet kunne tyde på en betændelsesaftegning om rodspidserne af denne tand, hvorfor en rodbehandling af tanden -6 muligvis bliver nødvendig.

Codan fandt i den forbindelse, at en rodbehandling af tanden -6 kan udføres under samme forudsætninger som på et tidligere tidspunkt. Udførelse af udskudt behandling er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand. Patienten er således ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4 og ændrer dermed Codans afgørelse af 27. januar 2014, som anført nedenfor.

Nævnet finder det overvejende sandsynligt på baggrund af undersøgelsen på Tandlæge-skolen i Århus, at der i forbindelse med udtrækning af tanden +8 den 30. marts 2012 er sket en nerveskade. Desuden findes skaden at være tilstrækkelig sjælden og alvorlig set i forhold til den grundlidelse, som De blev behandlet for. Skaden er dermed mere end, hvad De med rimelighed skal tåle ved en sådan behandling.

Sagen hjemvises derfor til Codan med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang.