2921-14

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling med muligt tab af tand til følge. Fremtidige udgifter. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 14-årig pige, der i december 2008 fik konstateret på røntgen, at en hjørnetand i overkæben 3+ var unormalt lejret mellem tænderne 2+ og 1+. Den 18. januar 2010 blev patienten undersøgt, og en behandlingsplan blev gennemgået. Tanden 3+ skulle trækkes på plads i tandrækken og fire små kindtænder 4+4 og 4-4 skulle trækkes ud. Den 12. marts 2010 blev tanden 3+ blotlagt kirurgisk. Den 22. marts 2010 blev der indledt tandregulering med fast apparatur. Tænderne +4 og -4 blev trukket ud den 8. juni 2011, mens tænderne 4+ og 4- blev trukket ud den 14. juni 2011. Efter-følgende blev der flere gange foretaget denudering af tanden 3+. Da det ikke var muligt at få trukket tanden 3+ på plads som ønsket, blev behandlingsplanen ændret den 2. januar 2014, således at fortanden 2+ skubbes bagud og tanden 3+ trækkes ned på tanden 2+’s plads. Tanden 2+ har nu en dubiøs prognose.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. juli 2014 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at hvis tanden 2+ mistes, er det med overvejende sandsynlighed en følge af den udførte behandling den 14. juni 2011.

Codan fandt, at plan A bestod i lukning af mellemrum i tandrækken og nedføring af tanden 3+. På grund af tanden 3+’s lejring ændres der til plan B, hvor tanden 2+ skubbes bagud, og tanden 3+ glider ned på tanden 2+’s plads. Ved bagudføring af tanden 2+ er der risiko for, at tanden 2+ mistes på grund af knogleforholdene. Der vil så opstå et hul i tandrækken, som skal lukkes med et implantat.

Codan fandt i den forbindelse, at bedst mulig behandling havde indebåret at bevare tanden 4+ og vælge at fjerne den lille fortand 2+ eller tanden 3+ i forbindelse med tandreguleringen på grund af tanden 3+’s atypiske lejring.

Patienten er derfor berettiget til erstatning, såfremt tanden 2+ ikke kan bevares eller senere mistes som følge af behandlingen. Udgifterne til en implantatbehandling dækkes derfor, forudsat at behandlingsbehovet kan henføres til den oprindelige årsag.
I øvrigt fandt Codan ikke, at patienten var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 10. juli 2014.

Det kan oplyses, at det følger af loven, at der gælder en absolut forældelsesfrist på 10 år, som løber fra tidspunktet for den skadegørende handling. Herefter er det som udgangspunkt ikke muligt at få en sag genoptaget.

Nævnet finder videre, at der ikke kan ydes erstatning for fremtidige udgifter til udskiftning af implantat, da det bl.a. forudsætter, at den fremtidige udgift kan beregnes som en gennemsnitlig årlig udgift. Der er imidlertid ikke grundlag for at opstille en bestemt, begrænset holdbarhedsperiode for implantatbehandling. Det følger endvidere af erstatningsansvarslovens § 11, stk. 3, 1. pkt., at en sag ikke kan genoptages alene med henblik på tilkendelse af yderligere erstatning for helbredelsesudgifter. Dette gælder således f.eks. i tilfælde af senere udskiftning af implantat.