Skip to content

2977-14

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand. Fradrag i erstatningens størrelse. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand. Fradrag i erstatningens størrelse. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 45-årig kvinde, der den 13. maj 2013 fik påbegyndt rodbehandling af tanden -6 hos egen tandlæge. Patienten blev imidlertid henvist til en specialist for at få færdiggjort rodbehandlingen samt rodoperation. Der blev derfor den 28. oktober 2013 foretaget en kombineret rodbehandling og rodoperation af tanden -6 hos specialisten (den behandlende tandlæge). Efterfølgende konstateres det, at der er sket en gennembrydning i forbindelse med rodbehandlingen.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tanden -6.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. oktober 2014 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af tab af tanden -6 med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte rodbehandling.

Codan fandt videre, at bedst mulig behandling havde indebåret, at der i forbindelse med rodbehandlingen ikke var sket en gennembrydning af rodens overflade, men udrensningen alene havde omfattet selve rodkanalen. Behandlingen har dermed ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med udtagning af tanden 6- og erstatning af denne med et implantat. Behandlingsoverlag kan godkendes. Der skal dog foretages fradrag for opbygning og krone, da tanden -6 uanset tandskaden havde behov herfor. Fradraget kan samlet opgøres til 6.500 kr.

Patienten er herefter berettiget til 11.646,16 kr. i erstatning til den skadesudbedrende behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 10. oktober 2014, som anført nedenfor.  

Det erstatningsbeløb, der svarer til udgifterne til den skadesudbedrende behandling, kan ikke udbetales til patienten, som alene har krav på erstatning, når behandlingen bliver udført. De omstændigheder, som De henviser til i Deres anke, kan ikke føre til et andet resultat. Hvis De derimod ikke ønsker at få udført den skadesudbredende behandling, kan De tilkendes en godtgørelse på 2.500 kr. for tab af tanden-6.

Nævnet finder videre, at fradraget for krone skal forhøjes til 6.000 kr., som det fremgår af behandlingsoverslaget. Det samlede fastsatte fradrag på 6.500 kr. forhøjes dermed til 7.500 kr.

For så vidt angår godtgørelse for svie og smerte kan dette kun ydes, når betingelserne i erstatningsansvarslovens § 3 er opfyldt. Det fremgår heraf, at godtgørelse i tilfælde, hvor der ikke foreligger sygemelding, kun kan ydes i særlige tilfælde. Dette betyder, at der skal foreligge sådanne gener eller indskrænkninger i de almindelige legemsfunktioner, at det kan sidestilles med en sygelig tilstand. Oplysningerne om generne som følge af gennembrydningen opfylder ikke denne betingelse, og der kan derfor ikke ydes godtgørelse for svie og smerte.

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honoraret for den oprindelige behandling henvises til vedlagte brochure.