Skip to content

2994-15

Skadetype: Skade på krone - Tandfraktur
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Udtrækning af tand medførte skade på en nabotand. Erstatning til den skadesudbedrende behandling. Ingen godtgørelse for svie og smerte. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Udtrækning af tand medførte skade på en nabotand. Erstatning til den skadesudbedrende behandling. Ingen godtgørelse for svie og smerte. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 27-årig mand, der den 2. juli 2014 skulle have fjernet visdomstanden 8- på grund af caries. I forbindelse med fjernelsen skete der en påvirkning af tanden 7- med et instrument, således at tandkronen på tanden 7- knækkede af. Tandroden 7- blev derfor fjernet ved samme lejlighed, og der skal nu fremstilles en implantatbåret krone.

Patienten søger om erstatning for udgifterne hertil samt for medicinudgifter. Endvidere søges om godtgørelse for varigt mén for manglende tand samt for 14 dages svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 27. november 2014 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af tab af tanden 7- med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling den 2. juli 2014, hvor der i forbindelse med fjernelsen af visdomstanden 8- sker en påvirkning af tanden 7- med et instrument, således at tandkronen på nabotanden 7- knækker af.

Codan fandt videre, at bedst mulig behandling havde indebåret, at fjernelsen af visdomstanden 8- var sket uden at påvirke tanden 7-, og at afbrækning af kronen derved kunne have været undgået. Behandlingen har dermed ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter i forbindelse med den skadesudbedrende behandling i form af fjernelse af tanden 7- og erstatning heraf med en implantatbåret krone regio 7-. Alternativt en godtgørelse på 2.500 kr. for tab af tanden  7-. Endvidere er patienten berettiget til erstatning for en regning på 285,35 kr. samt 70,70 kr. i afholdte medicinudgifter.

I øvrigt fandt Codan ikke, at patienten var berettiget til anden erstatning og/ eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 27. november 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at der alene kan tilkendes en godtgørelse på 2.500 kr. for tab af tanden 7-, hvis De ikke ønsker en skadesudbedrende behandling. I den forbindelse bemærkes det, at tab af en tand ikke i sig selv berettiger til en godtgørelse for varigt mén i henhold til Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel.

For så vidt angår eventuel godtgørelse for svie og smerte fremgår det af erstatningsansvarslovens § 3, at godtgørelse i tilfælde, hvor der ikke foreligger sygemelding, kun kan ydes i særlige tilfælde. Dette betyder, at der skal foreligge sådanne gener eller indskrænkninger i de almindelige legemsfunktioner, at det kan sidestilles med en sygelig tilstand. Oplysningerne om generne som følge af den udførte behandling opfylder ikke denne betingelse, og der kan derfor ikke ydes godtgørelse for svie og smerte.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Endvidere tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.