Skip to content

2946-14

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Parietal perforation og efterfølgende infraktioner med tab af tand til følge. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Parietal perforation og efterfølgende infraktioner med tab af tand til følge. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 43-årig kvinde, der den 10. december 2013 konsulterede tandlægen på grund af kraftige smerter i venstre side af overkæben. Tandlægen konstaterede i den forbindelse revnedannelse i tanden +5, og der blev ilagt en plastfyldning. Den 2. januar 2014 blev der konstateret rodspidsbetændelse med en fistel ved tanden +5. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden med oplukning til død tandnerve, og udrensning af rodkanalen blev indledt. Den 8. januar 2014 blev behandlingen med udrensning af rodkanalen i tanden +5 fortsat. Ifølge journalen havde der været smerter siden oplukningen. Ifølge journalen fra den 9. januar 2014 var den akutte oplukning udført den 2. januar 2014 tæt på perforation af rodoverfalden. Den 27. januar 2014 blev tanden rodfyldt. Den 28. januar 2014 konsulterede patienten tandlægen på grund af fistel ud for tanden +5. Der blev noteret obs for aphte fac for +5 på toppen at torus max samt taget foto. Den 5. februar 2014 var der fortsat smerter i området, og tanden +6 blev undersøgt. Tanden +5 fandtes bankeøm, og patienten blev henvist for udredning. Den 7. maj 2014 konsulterede patienten tandlægen på grund af fornemmelse af løs fyldning i tanden +7. Det blev vurderet, at generne sandsynligvis var en følge af revnedannelsen i tanden +5. Den 2. juni 2014 blev tanden +5 trukket ud, og det blev noteret i journalen, at der efter tandudtrækningen sås perforation af rodoverfladen på forreste sideflade lige under overgangen fra krone til rod.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne forbundet med smerteudredning, tandudtrækning og implantatbehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. oktober 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at tanden +5 mistes som følge af vedvarende smerter trods rodbehandling. Røntgen godtgør, at tanden +5 før behandlingen alene var fyldt med mindre amalgamfyldning på tyggefladen, og tandlægen konstaterer revnedannelse i tanden.

Codan fandt derfor, at revnedannelsen er årsag til, at rodbehandling af tanden +5 var nødvendig samt årsag til, at generne fortsatte efter rodbehandlingen.

Codan fandt videre, at gennembrydning af rodoverfladen, der er beliggende på rodens øverste del lige under kroneniveau, ikke har ændret tanden +5’s prognose, men derimod mistes tanden +5 som følge af grundlidelsen infraktion.

Codan fandt derfor, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 30. oktober 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at det er overvejende sandsynligt, at tanden +5 mistes som følge af grundlidelsen infraktioner og ikke som følge af skævboringen. I den forbindelse bemærkes det, at en skævboring nær emaljecementgrænsen ikke af nævnet anses for at kunne medføre bankeømhed.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.