Skip to content

3035-15

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Parodontose

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik og behandling af parodontose. Fradrag i erstatningens størrelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Forsinket diagnostik og behandling af parodontose. Fradrag i erstatningens størrelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 54-årig kvinde, der har konsulteret tandlægen i perioden fra den 8. august 2011 til den 13. marts 2013. Patienten har i den forbindelse jævnligt været til kliniske undersøgelser. Den 5. september 2012 blev der diagnosticeret en mindre fraktur af tanden -6. Den 6. december 2012 blev der skiftet en fyldning i tanden 6+, da den eksisterende fyldning var løs. Den 12. marts 2013 blev der lavet en plastfyldning i tanden 5+. Ved undersøgelse den 5. september 2013 blev der diagnosticeret caries i tanden 6+ under fyldningen, hvorfor der blev fremstillet en ny fyldning i tanden. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge den 10. marts 2014, som fjernede fyldningen i tanden 6+. Ifølge journalen kunne der ses en ikke fuldstændig fraktur i tanden 6+ på langs af tandens bund. Patienten blev derfor informeret om, at tandens prognose var usikker, og at tanden måtte rodbehandles på grund af fortsatte smerter. Desuden blev der konstateret fordybede tandkødslommer på op til 5 mm på 8 ud af 28 tænder samt tanden +6 med en tandkødslomme på mere end 5 mm. Resten af tand-sættet har tandkødslommer på under 4 mm. Desuden blev der konstateret store mængder tandsten under tandkødsniveau samt tab af støtteknogle. Der fandtes derfor behov for en parodontalbehandling med tandrodsrensning af otte tænder, hvilket blev udført den 14. marts 2014. Ifølge journalen skal der efter 4 måneder laves almindelig tandrensning. Den 18. marts 2014 blev der indledt rodbehandling af tanden 6+, som blev afsluttet den 1. april 2014. Patienten blev igen informeret om, at prognosen for tanden 6+ var usikker.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til dækning af diverse behandlinger, godtgørelse for svie og smerte gennem 1,5 år, kompensation for livslang parodontalbehandling samt vurdering af varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 22. december 2014 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af øget behandlingsbehov med overvejende sandsynlighed er en følge af manglende diagnosticering og behandling af parodontose.

Codan fandt, at den manglende diagnostik og behandling har medført, at patienten har udviklet et større fæstetab omkring tænderne, end hvis behandling var iværksat tidligere. Dette har medført behov for en parodontalbehandling med omhyggelig rensning af rodflader på otte tænder. Bedst mulig behandling havde indebåret tidligere diagnosticering og behandling af parodontosen.

Codan fandt dermed, at der ikke er foretaget rettidig diagnostik eller terapeutiske tiltag i overensstemmelse med den bedst mulige behandling under de givne omstændigheder.

Codan fandt dog, at hvorvidt den udførte fyldningsbehandling af tanden 6+ har opfyldt patientens forventninger alene er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlæge-nævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan fandt herefter, at patienten er berettiget til erstatning for rimelige udgifter i forbindelse med den skadesudbedrende behandling af sit øgede behandlingsbehov som følge af manglende diagnosticering og behandling af parodontosen.

I den forbindelse fandt Codan, at den paradontale behandling skulle have været iværksat tidligere, og patienten skulle i den forbindelse selv have afholdt udgifter hertil. Patienten har i perioden fra 2011 til 2013 ikke fået udført parodontalbehandling, og denne sparede udgift fastsættes skønsmæssigt til 500 kr. årligt over en to-årig periode. Det vil sige, at patienten skulle have brugt 1.000 kr. på parodontalbehandling, som derfor fratrækkes i erstatningen.

Patienten er herefter berettiget til 1.507,79 kr. i erstatning.

Codan kan ikke godkende de resterende poster og øvrige regninger, da disse ikke kan relateres til den anerkendte skade, men er en følge af patientens behandlingsbehov, som skyldes grundlidelsen caries og parodontose.

Codan fandt videre, at den fortsatte opfølgning og kontrol af parodontosebehandlingen vil svare til den behandling, som patienten skulle have gennemgået, selv om sygdommen var konstateret på et tidligere tidspunkt, hvorfor udgifterne hertil ikke kan dækkes.

I øvrigt fandt Codan, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 22. december 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Fradraget for de sparede udgifter er begrundet i det behov for behandling, som patienten ville have haft, såfremt behandlingen af paradentosen var iværksat rettidigt. Patientforsikringen dækker alene udgifter, der er en følge af skaden og derfor ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder. Det tiltrædes desuden, at fradraget er fastsat til 500 kr. pr. år i 2 år, svarende til et fradrag på i alt 1.000 kr.

Nævnet finder endvidere, at de øvrige og fremtidige udgifter til parodontose behandling svarer til de udgifter, patienten under alle omstændigheder ville have som følge af grundlidelsen parodontose. I den forbindelse bemærkes det, at parodontose er en lidelse, som vil kræve en livsvarig behandling.

For så vidt angår tanden 6+ finder nævnet, at fyldningsbehandlingen kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige fyldningsbehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand. Hvis tanden 6+ senere mistes, er det med overvejende sandsynlighed en følge af grundlidelsen revner.