Skip to content

3032-15

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behov for ny behandling med implantater og proteser. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for ny behandling med implantater og proteser. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 77-årig mand, der den 16. august 2012 fik trukket tænderne 3,2,1+1,2,3 og 4,3,2,1-1,3,4,5 ud. Den 10. oktober 2012 blev der isat implantater ved regio 7+, 3+, +3 og +7 samt regio 3- og -3. Den 28. november 2012 blev det konstateret, at implantatet ved regio 3- ikke var vokset fast, men den 12. december 2012 var det vokset mere fast. Den 2. januar 2013 var implantatet regio 3- vokset helt fast. Der blev derfor den 30. januar 2013 afleveret en hel overkæbeprotese samt en hel underkæbeprotese funderet på implantaterne. Ifølge journalen fra den 7. februar 2013 vippede underkæbeprotesen, hvilket fandtes at skyldes, at den er funderet på to implantater. Den 31. oktober 2013 blev det journaliseret, at patienten ikke var glad for protesen. Der blev derfor tilbudt nye låse på proteserne, som blev monteret på protesen i overkæben den 18. december 2013. Den 28. februar 2014 havde implantatet ved regio +3 løsnet sig, og der blev derfor installeret et nyt. Den 6. marts 2014 blev det konstateret, at der var luft under protesen i venstre side. Ifølge journalen fra den 4. september 2014 var patienten ikke tilfreds med proteserne og mente, at implantaterne var dårligt installeret.

Patienten søger nu om erstatning for den dårlige behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 26. februar 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at de foreliggende røntgenbilleder i sagen dokumenterer, at resttandsættet i 2012 fremstod meget svækket.

Codan fandt videre, at hvorvidt den udførte behandling med implantater og implantatfunderede proteser har opfyldt patientens forventninger alene er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Der er således ikke sket en skade omfattet af loven, og patienten er ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 26. februar 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at behandlingen med implantater og proteser kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.