Skip to content

3070-15

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik og behandling af caries samt mangelfulde rodbehandlinger. Erstatningens størrelse. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Forsinket diagnostik og behandling af caries samt mangelfulde rodbehandlinger. Erstatningens størrelse. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 68-årig mand, der igennem flere år har konsulteret den behandlende tandlæge. Den foreliggende journal løber fra perioden den 24. august 1993 til 13. maj 2014 og det fremgår heraf, at der er foretaget tandeftersyn og tandrensning to gange årligt. Den 9. maj 1994 blev tanden -7 rodbehandlet, mens tanden +6 blev rodbehandlet den 28. september 1994. Den 31. august 2000 blev tanden +6 kronebehandlet. Den 2. juli 2001 konstaterede tandlægen en betændelseskanal og røntgen gav mistanke om en cyste på tanden +5. Den 25. september 2001 blev rodfyldningerne i tanden -7 revideret. I perioden mellem den 4. november 2002 og den 12. oktober 2004 blev tanden -6 rodbehandlet. Den 12. august 2009 blev det noteret i journalen, at patienten ville vente med kronebehandling af tænderne -6 og -7. Den 14. januar 2011 blev der taget røntgen af tanden 5+ samt ordineret pencillin. Den 26. juni 2012 blev tanden 5+ behandlet med plast. Ved patientens sidste undersøgelse hos tandlægen den 13. maj 2014 blev der ordineret penicillin. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, som den 25. november 2014 konstaterede caries i tænderne 5+ og -7 samt rodspidsbetændelse på tænderne 5+5,-5 og -6. Patienten blev derfor henvist til en specialtandlæge for vurdering og behandlingsforslag. Specialtandlægen foreslog herefter fjernelse af tanden 5+ samt rekonstruktion af tænderne 5+ og 4+ med en implantatbåret dobbeltkrone ved tænderne 5+ og 4+ eller to implantatbårne kroner. Desuden blev der konstateret rodspidsbetændelse på tanden 3+, som foreslås rodbehandlet. Endvidere konstateres der rodspidsbetændelse på tanden +5 og yderste rødder af tanden +6 samt ved tænderne -5 og -6. Disse tænder anbefales behandlet med kirurgisk rodbehandling. Den 7. januar 2015 blev der derfor foretaget kirurgisk rodbehandling af tænderne +5 og de yderste rødder på tanden +6. Desuden blev tanden 5+ fjernet.

Patienten søger nu om erstatning for udbedring og efterbehandling af sine ødelagte tænder og rødder.

1. instans afgørelse:

I brev af 26. februar 2015 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af tab af tanden 5+ og dermed også tanden 4+ med overvejende sandsynlighed er en følge af forsinket behandling af caries. Bedst mulig behandling tilsiger, at et behandlingskrævende hul i en tand findes og renbores, så snart det er muligt, og at tanden samtidig restaureres. Herved sikres, at en tands behandlingsbehov holdes på lavest mulige niveau. I denne situation ved behandling med udskiftning af broen fra tænderne 6+,5+ til tanden 4+ i forbindelse med behandlingen af rodspidsbetændelsen den 14. januar 2011. Der er dermed ikke foretaget rettidig diagnostik eller terapeutiske tiltag i overensstemmelse med den bedst mulige behandling under de givne omstændigheder.

Codan fandt videre, at der ikke er tilvejebragt den fornødne dokumentation for, at der med overvejende sandsynlighed er sket skade på tænderne -5 og -6 som følge af den udførte behandling hos tandlægen, da der ikke er dokumentation for tændernes behandlingshistorik.

Codan fandt endvidere, at operationsbeskrivelsen fra specialtandlægen i 2015 forklarer rodspidsanatomien af tanden +5, idet der er et indsnævret mellemstykke mellem de ro rodkanaler. Denne anatomi vanskeliggør rodbehandling og dermed har rodspidsbetændelsen årsag i patientens grundlidelse og ikke den udførte behandling. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning herfor.

Codan fandt desuden, at tanden +6 ses på røntgen med tilgængelige rodkanaler, men med utilstrækkelige rodfyldninger. Tanden er dog blevet kirurgisk rodbehandlet, selv om rodkanalerne i tanden er åbne for omgørelse af rodfyldningerne. I den forbindelse fandt Codan, at dette har årsag i, at der er forhold ved tanden +6, som gør, at der ikke var adgang igennem rodkanalerne. I så fald var en revision af rodfyldningerne ikke mulig, og dette har heller ikke været muligt tidligere med årsag i grundlidelsen. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning herfor.

Codan fandt også, at det nuværende behov for tandbehandling af tanden -7 er en kronebehandling. Røntgen godtgør dog, at tanden -7’s restaureringsgrad allerede i 1994 var 70%.

Codan fandt derfor, at kronebehandlingen af tanden -7 kan udføres under samme forudsætninger som tidligere. Udførelse af udskudt behandling er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand, da behandlingsbehovet skyldes grundlidelsen caries, der har ført til behov for kronebehandling og ikke den udførte tandlægebehandling. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning herfor.

Codan fandt herefter, at patienten er berettiget til erstatning for rimelige udgifter i forbindelse med implantatbehandling ved regio 5,4+. Det er imidlertid vurderingen, at der alene er plads til et implantat og derfor godkendes alene udgifter i forbindelse med den ene implantatbehandling. Det fremsendte behandlingsoverslag kan derfor godkendes med i alt 13.145,25 kr.

Imidlertid fandt Codan, at tænderne 5+ og 4+ uanset tandskaden den 14. januar 2011 havde et behov for kronebehandlinger. Patienten skulle derfor have brugt 10.000 kr. på to kronebehandlinger, og dette beløb fratrækkes i erstatningen. Erstatningen til den skadesudbedrende behandling udgør herefter på nuværende tidspunkt 3.145,25 kr.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelser af 26. februar og 8. maj 2015, som anført nedenfor.

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at de gennemførte rodbehandlinger af tænderne -5,6 er insufficiente, og at der derfor er behov for kirurgisk rodbehandling heraf. Der kan derfor tilkendes erstatning for udgiften hertil, og behandlingsoverslag af 12. december 2014 kan godkendes. Regning efter endt behandling skal fremsendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatning.

Nævnet finder videre, at der kan tilkendes 16.950,25 kr. jf. brev af 27. april 2015 for så vidt angår den skadesudbedrende behandling af regio 5,4+. Der skal således ikke tillægges det af Codan tidligere tilkendte beløb på 3.145,25 kr. jf. Codans afgørelse af 8. maj 2015.

Nævnet finder desuden, at der kan tilkendes erstatning for udgifterne til smileprotese regio 5,4+. Regning herfor skal fremsendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatning. Der kan tillige tilkendes erstatning for eventuelle merudgifter til implantatkroner regio 5,4+ i stedet for almindelige kroner. Der skal derfor fremsendes dokumentation for denne merudgift til Codan med henblik på en nærmere vurdering af en eventuel erstatning.