Skip to content

2989-15

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik og behandling af caries med efterfølgende behov for rodbehandling og opbygning. Udført kronebehandling med efterfølgende behov for rodbehandling, opbygning og ny krone. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Forsinket diagnostik og behandling af caries med efterfølgende behov for rodbehandling og opbygning. Udført kronebehandling med efterfølgende behov for rodbehandling, opbygning og ny krone. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 63-årig kvinde, der regelmæssigt har konsulteret tandlægen gennem flere år for undersøgelse og behandling. Ved første konsultation den 10. november 1989 blev der taget bite wings. Desuden blev tænderne 7+ og +6 behandlet med nye fyldninger på grund af caries, og tanden -6 blev forsynet med en krone. Ifølge journalen fra den 19. marts 1990 blev patienten anbefalet kronebehandling af tanden +7, og der blev lavet en meget stor amalgamfyldning i tanden. I maj 1990 blev der indledt rodbehandling af tanden 7+, som blev rodfyldt i juni samt forsynet med en stor amalgamfyldning. I april 1991 blev de rodbehandlede tænder 4+ og -5 behandlet med kroner. Den 27. oktober 1992 blev der lavet en stor fyldning i tanden 7+, og ifølge journalen var der næsten ikke mere tandsubstans tilbage. Det blev noteret i journalen den 24. august 1993, at en del tænder trængte til kronebehandling. Frem til 1998 blev der foretaget diverse fyldningsbehandlinger, og i 1998 blev der lavet en ny stiftforankret krone på tanden 4+. I perioden efter blev der lavet diverse fyldningsbehandlinger, og den 28. januar 2003 blev der anbefalet kronebehandling af tanden 3+. I april/maj 2003 blev tanden -7 rodbehandlet, mens tanden +4 blev rodbehandlet i 2004 på grund af rodspidsbetændelse. Den 27. august 2009 blev tanden 6+ repareret med plast efter fraktur, og den 12. februar 2010 blev der anbefalet kronebehandling af tanden -7, da hele tanden bestod af plast med caries i kanten. Ifølge journalen valgte patienten plast. I maj/ juni 2010 blev tanden 6+ forsynet med en krone. Den 24. august 2010 blev patienten igen anbefalet kronebehandling på grund af store fyldninger, og ifølge journalen ville patienten overveje dette. Den 13. juli 2011 blev der konstateret tab af plast og stort tab af tandsubstans på tanden 7+, og det skulle vurderes, om krone var mulig. Den 8. november 2011 blev det noteret i journalen, at der var mange store fyldninger. Desuden blev tanden -7 vurderet uegnet til krone, men der blev anbefalet krone på rodstift på tanden 3+. Den 24. november 2011 blev der lavet en stor plastfyldning i tanden 7- efter fraktur og caries. Den 2. april 2013 blev tanden -7 fjernet. Den 5. marts 2014 konsulterede patienten en anden tandlæge, som udfærdigede et behandlingsoverslag omfattende rodbehandlinger og kronebehandlinger til et samlet anslået beløb på knap 60.000 kr.

Patienten søger nu om erstatning for sine udgifter som følge af dårligt udført tandlægearbejde i form af manglende behandling igennem årene.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. oktober 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at patientens tandsæt ved behandlingsstart i 1989 var præget af mange og store fyldninger. Enkelte tænder var rodbehandlede. Tandsættet er løbende søgt bevaret ved vedligeholdelse med nye fyldningsarbejder, og i 1993 blev patienten anbefalet kronebehandling af flere tænder. Bortset fra behandling af enkelte tænder blev dette og senere anbefalinger om kronbehandling afslået af patienten.

Codan fandt derfor, at de anførte behandlinger på det fremsendte behandlingsoverslag af 5. marts 2014 kan udføres under samme forudsætninger som tidligere. Udførelse af udskudt behandling er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand, da behandlingsbehovet skyldes grundlidelsen caries og følger heraf og ikke den udførte tandlægebehandling eller mangel herpå. Der er derfor ikke sket en skade omfattet af loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer dermed Codans afgørelse af 13. oktober 2014, som anført nedenfor. 

Nævnet finder, at der er tale om forsinket diagnostik og behandling af caries, hvilket med overvejende sandsynlighed har medført behov for rodbehandling og opbygning af tænderne 5+5 og 7-. Relevante regninger påført de enkelte tænder skal fremsendes til Codan med henblik på vurdering af erstatningens størrelse. Desuden kan der tilkendes en godtgørelse for tab af tænderne 7+ og -7 med 2.500 kr. pr. tand.

Nævnet finder videre, at røntgenbillede af 5. marts 2014 viser, at den oprindelige krone på tanden 6+ er udført med mangelfuld kanttilslutning, hvilket er årsagen til, at tanden skal rodbehandles, opbygges og forsynes med en ny krone. Der kan derfor tillige tilkendes erstatning for rodbehandling, opbygning og tillige erstatning for en ny krone på tanden 6+, når det er dokumenteret, at kronen er udført korrekt. Dokumentation samt regning herfor skal fremsendes til Codan for vurdering.

Nævnet finder videre, at røntgen af 9. april 2014 viser, at stiften i tanden 2+ sidder skævt, hvilket har medført at tanden mistes. Der kan derfor tilkendes erstatning for udgifterne til implantat regio 2+. Regning herfor skal fremsendes til Codan med henblik på vurdering af erstatningens størrelse.

For så vidt angår de øvrige kronebehandlinger finder Nævnet, at disse er en følge af grundlidelsen caries og den nødvendige behandling heraf. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning for udgifterne hertil.