Skip to content

3065-15

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Parodontose

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik og behandling af parodontose. Omfanget af den skadesudbedrende behandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Forsinket diagnostik og behandling af parodontose. Omfanget af den skadesudbedrende behandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 69-årig mand, der regelmæssigt har konsulteret tandlægen i perioden fra den 15. januar 1992 og fremefter. Ifølge journalen er der flere gange årligt blevet gennemført undersøgelse og tandrensninger. Desuden er bl.a. tanden +5 blevet erstattet med en bro i 1993, og tænderne 6+ og 6- er blevet rodbehandlet. I 2011 blev tænderne +4,+6 og +7 trukket ud og erstattet med implantatbåret porcelænskroner. I 2013 skiftede patienten tandlæge, som har fremlagt en plan for genopretning af tandsættet og behandling af parodontose.

Patienten søger derfor nu om erstatning for tandlægeudgifter forbundet med denne behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. april 2015 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til behandlinger på tænderne 2-,5-,-5 og 7 samt en kompensation på 14.000 kr.

Codan fandt, at det fremsendte behandlingsoverslag på 194,679,52 kr. ikke kan godkendes.

Codan fandt på baggrund af det modtagne materiale i form af journal, pocheregistrering og røntgen, at der ikke er tilstrækkelige faglige forudsætninger for implantatbehandling og brobehandling. Det er vurderingen, at parodontoselidelsen ikke er under kontrol og ikke var det, da behandlingerne blev foretaget.

Codan fandt videre, at patienten fortsat er berettiget til behandling på tænderne 2-,5-,-5 og 7- jf. afgørelsen af 23. juni 2014. Der skal inden behandling går i gang indsendes journal, pocheregistrering og røntgen og eventuelt behandlingsoverslag vedrørende ovennævnte tænder, der kan dokumentere, at parodontoselidelsen er under kontrol og afvente på godkendelse fra Codan i form af en afgørelse.

Codan fandt desuden, at da implantatbehandlingerne er påbegyndt på tænderne 6-,4-,-4,-6 og 6+,5+,4+,+5,+6 og parodontoselidelsen ikke er under kontrol, dækkes implantatbehandlingen ikke på disse tænder. Derfor kompenserer Codan med to delproteser, som patienten ikke skal have lavet, men patienten vil få dækket beløb svarende til prisen på 2 delproteser til i alt 14.000 kr.

I øvrigt fandt Codan ikke, at patienten var berettiget til anden erstatning og/eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 14. april 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ikke, at der kan tilkendes erstatning for udgifterne til den udførte implantatbehandling på tænderne 6,4-4,6 og 6,5,4+5,6, da det vurderes, at der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at parodontoselidelsen var under kontrol, da behandlingen blev påbegyndt, hvilket nævnet finder var en relevant forudsætning for Codans tilsagn om at betale implantatbehandling.

Nævnet tiltræder derfor den af Codan tilkendte erstatning.