Skip to content

3072-15

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 71-årig mand, der ifølge journalen fra den 10. december 2001 skulle have tanden 5+ rodbehandlet på grund af betændelse. Tanden blev derfor rodbehandlet, rodfyldt samt aflukket med en plastisk fyldning. Den 12. december 2012 blev der diagnosticeret en betændelsesproces omkring tanden 5+’s rodspidser, og den 2. april 2014 blev der påbegyndt rodbehandling af tanden på grund af betændelse med pus. Ifølge journalen lykkedes det at udrense tandens rodkanaler forbi det knækkede rodinstrument, således at tanden kunne rodfyldes til rodens afslutning.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. marts 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at der i forbindelse med rodbehandlingen af tanden 5+ i december 2001 knækkede et rodinstrument i den ene af tandens rodkanaler, som ikke blev diagnosticeret eller journalisere.

Codan fandt videre, at det knækkede rodinstrument ikke har haft negative konsekvenser for tanden 5+, idet rodbehandlingen har kunnet revideres og tanden færdig rodbehandles forbi instrumentet til tandrodens afslutning.

Codan fandt derfor, at rodbehandlingen af tanden 5+ kunne omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige rodbehandling i 2001. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 24. marts 2015 med den af Codan anførte begrundelse. 

Nævnet finder, at rodbehandlingen af tanden 5+ har kunnet laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige rodbehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Det bemærkes, at hvis det senere måtte vise sig, at der er behov for en kirurgisk rodbehandling som følge af den knækkede rodfil, kan sagen genoptages. I så fald skal der fremsendes dokumentation incl. behandlingsoverslag til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.