Skip to content

3082-15

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Behov for ny krone- og brobehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for ny krone- og brobehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 37-årig kvinde, der den 17. april 2013 mistede tanden +5. Der blev derfor fremstillet en bro på tænderne +4 og +6, som blev cementeret den 17. juni 2013. Den 13. maj 2014 skiftede patienten tandlæge, som den 16. juni 2014 fandt et muligt hul i den bagudvendende flade på tanden +6. Desuden blev der samme dag taget sammenbidsrøntgen.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en ny bro, da der sætter sig mad i mellemrummet ved den nuværende bro.

1. instans afgørelse:

I brev af 18. maj 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at røntgen fra den 16. juni 2014 viser, at broen på tanden +6 har underskud og spalte i den bagudvendende flade mellem kronekant og tandens overflade. Desuden ses der i området plastopbygningsmateriale med udstrækning til tanden +6’s nervekammer og hul i kantområdet.

Codan fandt i den forbindelse, at broen kan omgøres med udstrækning af den bagerste broankers kant til tæt kantafslutning på sund tandoverflade.

Codan fandt, at kronebehandlingen af tanden +6 kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling i juni 2013.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regions-tandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Hvis der senere opstår behov for rodbehandling af tanden +6, er det Codans vurdering, at dette behov kan være en følge af, at der har været en utilstrækkelig kantafslutning på broen, fordi der i spalte og defekt kan samles belægninger, der udvikler hul i tanden.

Patienten kan derfor inden for en periode på 10 år fra skadedatoen den 17. juni 2013 anmode om at få sagen genoptaget jf. KEL § 59, stk. 1. I den forbindelse skal patienten være opmærksom på, at sagen skal anmeldes inden for 3 år efter, patienten har fået kendskab til behovet for rodbehandling af tanden +6 som følge af utilstrækkelige kantafslutning på broen jf. KEL § 59, stk. 1.

Codan fandt dermed, at der ikke på nuværende tidspunkt er sket en skade omfattet af loven, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 18. maj 2015 med den af Codan anførte begrundelse.  

Nævnet finder, at krone- og brobehandlingen regio +4 til +6, herunder renboring af +6 for caries, kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.