Skip to content

3089-15

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 60-årig mand, der den 1. juni 2011 fik indledt rodbehandling af tanden -6 på grund af rodspidsbetændelse. I den forbindelse blev patienten orienteret om, at der kunne være behov for en kirurgisk rodbehandling. Den 15. juni 2011 blev rodbehandlingen afsluttet med en rod- og plastfyldning. Efterfølgende havde patienten fortsat gener fra tanden, hvorfor rodfyldningerne blev fjernet den 22. juni 2011 og tanden behandlet med indlæg i rodkanalerne. Ved kontrol den 28. november 2011 havde der været ro i lang tid, hvorfor kanalerne blev rodfyldt samme dag. Den 28. september 2012 oplyste patienten, at der stadig var problemer ved -6, som stadig var øm. Røntgen fandtes at vise apikal opklaring. Den 21. maj 2014 blev der igen taget røntgen af tanden -6, som stadig var øm ved tygning. Røntgen fandtes at vise perforation på den mesiale rod. Tanden blev derfor kirurgisk rodbehandlet den 26. september 2014.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til at redde tanden og implantat, såfremt det måtte ende med det.

1. instans afgørelse:

I brev af 4. maj 2015 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af rodspidsbetændelse ved tanden -6 med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte rodbehandling den 28. november 2011, hvor der skete en gennemboring af tanden-6’s rodkanal.

Codan fandt, at bedst mulig behandling havde indebåret, at rodbehandlingen var blevet gennemført med respekt for tandens anatomi. Gennemboring af rodens side skal ifølge Codans vurdering undgås ved brug af elektronisk apparatur samt røntgen for derved at sikre, at rodinstrumenterne arbejder i rodkanalen og ikke igennem rodens side. Behandlingen har dermed ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med kirurgisk rodbehandling af tanden -6, som skønsmæssigt koster 3.500 kr.

Codan fandt imidlertid, at tanden -6 uanset tandskaden den 28. november 2011 havde behov for en kirurgisk rodbehandling, fordi tilkalkningen af rodkanalerne eller rodkanalernes anatomi vanskeliggjorde en almindelig rodbehandling. Det vil sige, at patienten skulle have brugt skønsmæssigt 3.500 kr. på en kirurgisk rodbehandling, hvorfor dette beløb fratrækkes i erstatningen.

Erstatningen til den skadesudbedrende behandling udgør herefter 0 kr.

 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 4. maj 2015, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at der alene skal foretages fradrag for udgifterne til behandling af den bagudvendende rod, da denne ikke er en del af den anerkendte skade. Fradraget udgør herefter 401 kr. for en rodspidsamputation og 453 kr. for retrograd rodfyldning, i alt 854 kr. Erstatningen udgør således i alt 4.920,34 kr.