Skip to content

3103-15

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Andet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling og efterfølgende smerter. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Kronebehandling og efterfølgende smerter. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 63-årig kvinde, der den 14. september 2009 fik lavet det forberedende arbejde til kronebehandling af tænderne 1+1. Kronerne blev herefter cementeret den 24. september 2009. Den 2. november 2010 blev der påbegyndt omgørelse af kronen på tanden 1+. Ifølge journalen fra den 15. november 2010 havde patienten smerter i hele højre side af overkæben, og der blev taget en røntgenbillede. Den 23. november 2010 blev der påbegyndt rodbehandling af tanden 1+, og den 9. december 2010 blev tanden rodfyldt samt påcementeret en ny krone. Patienten skiftede herefter tandlæge, som den 24. februar 2011 noterede i journalen, at patienten havde smerter i tænderne 1+1 samt smerter, hvis tanden 1+ blev presset indad. Tandlægen mener, at roden på tanden 1+ var flækket. Der blev taget røntgen, som blev beskrevet med sparsom endobehandling, dog ingen opklaring på apex. Patienten blev herefter henvist til en specialtandlæge, som foretog en kirurgisk rodbehandling af tanden 1+ den 28. februar 2011. I den forbindelse blev det noteret, at der var beskedne betændelsesforandringer. Den 26. november 2011 blev det noteret, at patienten fortsat havde smerter i tanden og op ved næsen under øjet. Af journalnotat fra den 22. august 2011 fra tand-mund-kæbekirurgisk ambulatorium fremgår det, at patienten havde gener fra tænderne udgående fra 6,1+. Desuden er det noteret, at smerterne startede for ca. 5 år siden ved tanden 6+, og det er blevet forværret igennem de sidste to år efter kronebehandling af tanden 1+. I øvrigt noteres det, at patienten efter en røntgenundersøgelse af hjertet i 2002 havde kroniske følgesmerter i lyske, ben og ryg på højre side. Det blev derfor besluttet at henvise patienten til neurologisk afdeling. Efter undersøgelse af en neurolog konkluderes det, at der er ingen forklarende patologi i forhold til patientens smerter, der derfor aktuelt må rubriceres som atypiske ansigtssmerter. Patienten blev orienteret om behandlingsmulighederne, men fravalgte dem. Den 26. november 2012 noterede tandlægen, at patienten stadig havde smerter i tanden 1+ og opefter. Røntgen fandtes at vise intet abnormt. Den 17. december 2012 blev patienten undersøgt af en special-tandlæge, som konkluderede, at der ikke er fundet tegn på ætiologi, men at der højst sandsynligt er tale om neuralgismerter.

 

1. instans afgørelse:

I brev af 21. april 2015 traf Codan afgørelse om, at sagen ikke kan genoptages.

Codan fandt, at det nye materiale ikke indeholder nye faktiske eller retlige oplysninger i forhold til det grundlag, hvorpå Codan traf afgørelsen af 30. juni 2014.

Codan har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke vurderes at være årsagssammen-hæng mellem patientens smerter i højre side af ansigtet og behandlingsforløbet med tanden 1+.

Codan fandt fortsat, at patienten har modtaget bedst mulig behandling hos sine behandlere.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 21. april 2015 om, at sagen ikke kan genoptages. Nævnet kan ikke tage stilling til Codans afgørelse af 30. juni 2014, da denne ikke er blevet anket inden for ankefristen.

 

Nævnet finder ikke, at der er grundlag for at genoptage sagen, da der ikke ses at foreligge nye faktiske eller retlige oplysninger af væsentlig betydning for sagen i forhold til de oplysninger, der forelå, da Codan traf den oprindelige afgørelse.