Skip to content

3031-15

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. Erstatningens omfang inkl. fradrag. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. Erstatningens omfang inkl. fradrag. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 51-årig kvinde, der den 3. november 2010 fik foretaget en klinisk undersøgelse samt taget bite wings. Ifølge journalen var der ingen behandlingskrævende tilstande. Den 12. maj 2011 blev der igen foretaget klinisk undersøgelse, og ifølge journalen var der ingen forandringer siden sidste undersøgelse. Den 17. juni 2011 blev tanden 5+ restaureret med en metal-keramisk krone, og den 1. juli 2011 blev tanden +8 trukket ud. Ifølge journalen fra den 23. august 2011 var der fødenedbidning ved regio +6 og +7. Den 10. november 2011 blev porcelænsindlægget i tanden +6 fjernet, og der blev lagt en midlertidig fyldning. Den 4. januar 2012 blev tænderne +6 og +7 restaureret med fyldninger i komposit plast. Den 18. april 2012 blev tanden 5+ rodbehandlet. Den 9. juli 2012, den 5. november 2012, den 24. april 2013 og den 15. oktober 2013 blev der foretaget klinisk undersøgelse uden journalisering af behandlingskrævende forhold. Den 28. november 2013 blev tanden +7 restaureret med en fyldning i plast. Den 8. januar 2014 blev der igen fortaget klinisk undersøgelse samt taget bite wings. I den forbindelse blev der diagnosticeret caries i tænderne 7+,6+,+7,6- og 5-. Tanden +7 blev herefter behandlet med Corsodyl/Listerine, mens tænderne 6- og 5- blev behandlet og restaureret med fyldninger i komposit plast. Ifølge journalen fra den 10. februar 2014 var der opstået smerter fra tanden 5-, og der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden. Rodbehandlingen af tanden 5- blev herefter afsluttet den 24. februar 2014. Patienten skiftede efterfølgende tandlæge, som den 12. marts 2014 diagnosticeret caries i tænderne 7+,6+,+7,6-,-5,-6 og -7. Røntgen fandtes at vise dyb caries i tænderne 7+ og 6+, og det fandtes tvivlsomt, om tænderne kunne bevares. Desuden blev det noteret, at røntgen af tanden 5- viste kort og inhomogen rodfyldning, og der var fødenedbidning regio +6 og +7 samt insufficiente fyldninger. Den 2. april 2014 blev der lagt en behandlingsplan. Herefter blev tænderne -5,-6 og -7 behandlet for caries og restaureret med fyldninger i plast den 9. april 2014. Den 16. april 2014 blev tænderne +6 og +7 restaureret med fyldninger i plast, og ifølge journalen var hullet i tanden +7 dyb og der var risiko for skade på tandnerven. Tanden +7 skulle derfor observeres i 12 måneder og herefter restaureres med krone, såfremt den havde været symptomfri. Den 23. april 2014 blev tanden 6- behandlet for caries og restaureret med en fyldning i plast. Desuden blev rodbehandlingen i tanden 5- lavet om. Den 30. april 2014 blev kronen på tanden 7+ og fyldningen i tanden 6+ fjernet. Ifølge journalen strakte hullerne sig så langt ned, at tænderne ikke kunne reddes. Tænderne blev derfor fjernet operativt samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for udbedring af skaderne af manglende behandling. Desuden søges der om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for svie og smerte for tidligere forløb samt fremtidig behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. januar 2015 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 60.048,04 kr. i erstatning.

Codan fandt, at det fremsendte behandlingsoverslag på 67.167,50 kr. alene kan godkendes delvist.

Codan redegør herefter nærmere for hvilket udgifter, der kan dækkes vedrørende tanden 5- og tænderne 7,6+. Erstatningen til den skadesudbedrende behandling udgør herefter 60.048,04 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 20. januar 2015, som anført nedenfor.

Da de to implantater 7,6+ udføres med én operation til fixtur-indsættelse og én abutmentoperation, kan der alene ydes erstatning for udgifterne til én implantat-operation og én abutmentoperation. Nævnet finder endvidere, at tanden 6+ under alle omstændigheder skulle behandles med krone for at bevares på længere sigt. Der skal derfor foretages fradrag for krone regio 6+, idet patientforsikringen alene dækker udgifter, der er en følge af den anerkendte skade, og ikke udgifter som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder.

Nævnet finder herudover, at der kan tilkendes erstatning for udgifterne til revision af rodfyldningen af tanden 5-, idet disse er en følge af den tidligere anerkendte skade i form af behov for rodbehandling af tanden som følge af forsinket diagnostik og behandling af caries.

Sagen hjemvises på dette grundlag til Codan med henblik på en opgørelse af den samlede erstatning.