3118-15

Beskrivelse:

Behov for ny implantatbehandling og protese. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 72-årig kvinde, der den 5. september 2013 fik trukket tænderne 3-3 ud og erstattet med installation af implantater. Implantattypen er BEGO. Ifølge journalen fra den 7. september 2013 fra tandlægevagten havde man fjernet blodkoagel regio -4 efter installation af implantat. Patienten henvendte sig derfor den 9. september 2013 til tandlægen, da hun havde konsulteret en vagttandlæge på grund af en stor, blå udposning ved implantatet regio +3. Ifølge journalen kunne der klinisk ses fin begyndende heling. Den 13. september 2013 havde patienten smerter ved et af implantaterne, og ifølge journalen blev patienten informeret om at bruge sin protese så lidt som muligt. Den 21. oktober 2013 syntes patienten, at protesen trykkede for hårdt. Der blev derfor foretaget justering af sammenbiddet. Den 25. oktober 2013 havde patienten fortsat problemer med protesen, hvorfor patienten blev henvist til tandteknikeren, som havde fremstillet protesen. Den 29. oktober 2013 kontaktede tandteknikeren klinikken og oplyste, at patienten havde afleveret protesen, da en anden tandlæge havde ment, at der var betændelse i ansigtsnerven, og at dette skyldtes protesen. Den 5. december 2013 blev der monteret tryklåse på implantaterne. I den forbindelse blev patienten informeret om vigtigheden af opretholdelse af god mundhygiejne for at undgå blandt andet betændelse omkring implantaterne. Ifølge journalen skulle den resterende behandling varetages af en tandtekniker i Århus. Den 6. januar 2014 henvendte patienten sig igen, da hun havde en allergisk reaktion fra undermundsprotesen. Ifølge patienten blev hun hævet omkring øjnene, når hun anvendte undermundsprotesen. Det blev noteret i journalen, at der ikke var forandringer i slimhinden, men patienten blev henvist til kæbekirurgisk afdeling. Den 7. april 2014 henvendte patienten sig igen, da hun ikke kunne have proteserne i munden i mere end 2-3 timer, før hun måtte tage dem ud igen. Klinisk var der intet at se, da slimhinden ved implantaterne så fin ud, ligesom der ikke var ømhed ved implantaterne. Det blev derfor foreslået at tage røntgenbilleder af implantaterne, men det ønskede patienten ikke, da der var blevet taget røntgenbilleder på kæbekirurgisk afdeling, som ikke havde vist sygelige forandringer. Der kunne heller ikke konstateres allergiske forandringer i mundhulen. Det blev desuden noteret i journalen, at proteserne var blevet lavet om 3-4 gange, og tandlægen mente ikke at kunne hjælpe patienten. Patienten blev derfor anbefalet at søge anden tandlæge. Den 12. maj 2014 henvendte patienten sig til anden tandlæge med smerter fra implantat regio -2, som var opstået siden installationen af implantatet. Ifølge journalen var der ømhed ved sondering, men ingen pus, blødning eller fordybede tandkødslommer ved implantatet. Det fremgår videre af journalen, at smerterne bredte sig til øjnene, og at patienten følte, at protesen strammede. Omkring implantatet regio 3- var der ingen problemer, og det blev drøftet at fjerne implantatet regio -3, dog uden lovning på bedring. Den 12. maj 2014 klagede patienten over smerter fra begge implantater og at undermundsprotesen måtte tages ud efter 4 timer. Umiddelbart kunne der ikke ses en sammenhæng mellem smerterne og de to velintegrerede implantatet. Ifølge journalen skulle patienten fortsætte på smerteklinikken, da tandlægen ikke kunne hjælp. Den 29. august 2014 henvendte patienten sig igen til anden tandlæge, da der var spænding i underkæben mellem implantaterne. Tryklåsen i venstre side blev taget ud, hvilket umiddelbart gav bedring. Ifølge journalen fra den 2. oktober 2014 fra en tredje tandlæge havde patienten efter installation af implantater regio 3-3 døjet med kroniske smerter. Det fremgår videre, at en professor havde vurderet, at proteserne skulle udbygges, men smerterne var blevet forværret efter at dette var blevet gjort. Røntgen fandtes at vise, at der ikke var noget galt ved implantaterne. Ifølge journalen fra den 24. oktober 2014 fra anden tandlæge ønskede patienten implantatet regio -3 taget ud på grund af konstante kroniske smerter i såvel over- som underkæben. Patienten blev i den forbindelse informeret om, at det ikke kunne garanteres, at smerterne ville forsvinde. Implantatet blev herefter fjernet samme dag, og der sås intet pus fra implantatlejet, som i øvrigt så fint ud.

Patienten søger nu om erstatning for alle sine problemer med implantaterne, som mistænkes for ikke at indeholde det lovede materiale.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. juli 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at installationen af implantatet regio 3- er foretaget bedst muligt, og det fremgår af røngenbilleder, at implantatet regio -3 fremstår uden sygdomstegn. Desuden er patienten blevet undersøgt, hvor det vurderes, at der ikke er sket en negativ påvirkning af en nerve i forbindelse med implantatet regio -3.

Codan fandt derfor, at der ikke er sket en skade som følge af behandlingen, og der kan derfor ikke ydes erstatning i henhold til loven.

Codan fandt videre, at behandlingen med protese kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 15. juli 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at implantat- og protesebehandlingen kunne laves om under samme forudsætninger som forud for de oprindelige behandlinger. Det forhold, at en behandling skal laves om, og at en behandling ikke er lykkedes, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet finder det ikke godtgjort, at der har været sygeperioder, der berettiger til svie og smerte erstatning, eller at behandlingen har medført et erstatningsberettiget varigt mén.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.