Skip to content

3137-15

Skadetype: Skade på krone - Tab af kronesubstans
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling med afbrækning af nabotand. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Kronebehandling med afbrækning af nabotand. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 77-årig kvinde, der den 3. oktober 2014 skulle have fremstillet en krone på tanden 2+. I den forbindelse blev der taget aftryk af tanden, men da aftrykket blev fjernet, knækkede tanden +1. Der blev derfor den 14. november 2014 cementeret en stiftopbygning og en metalkeramikkrone på tanden +1.

Patienten søger nu om erstatning for udgiften hertil.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. juni 2015 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af afbrækning af tanden +1 med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling den 3. oktober 2014.

Codan fandt videre, at den udførte behandling af tanden 2+ med fremstilling af en krone er udført på diagnostisk grundlag, men aftrykstagningen er udført således, at tanden +1 knækker.

Codan fandt i den forbindelse, at bedst mulig behandling havde indebåret en omhyggelig udpakning af alle mellemrum med voks for derved at kunne have sikret, at fjernelsen af aftrykket ikke belastede tanden +1 så meget, at den knækkede. Behandlingen har dermed ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Codan fandt derfor, at patienten som udgangspunkt er berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med den skadesudbedrende behandling i form af opbygning og kronebehandling af tanden +1. Imidlertid ses tanden +1 ud fra røntgenbilleder inden skaden rodbehandlet og forsynet med plastiske fyldninger i alle tandens flader.

Det er derfor Codans vurdering, at tanden +1 uanset skaden den 3. oktober 2014 havde et behov for opbygning og krone. Det vil sige, at patienten under alle omstændigheder skulle have brugt penge på en opbygning og kronebehandling, hvorfor denne udgift skal fratrækkes i erstatningen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning, da hun uanset den anerkendte skade skulle have betalt for en opbygning og kronebehandling af tanden +1.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 9. juni 2015 med den af Codan anførte begrundelse. 

Nævnet finder, at røntgenbillede af 21. august 2013 viser tanden +1 som en stærk svækket tand forud for skadens indtræden. Tanden skulle derfor under alle omstændigheder behandles med opbygning og krone for at bevares på længere sigt. Patientforsikringen dækker kun udgifter, der er en følge af skaden og ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Endvidere tiltrædes fradragets størrelse.