Skip to content

3183-15

Skadetype: Varia
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Tandreguleringsbehandling og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 29-årig mand, der siden 2002 har modtaget reguleringsbehandling ved den kommunale tandpleje på grund af trangstilling i over- og underkæben samt dybt bid. I perioden 2002 til 2006 er behandlingen foregået med aftageligt apparatur efterfulgt positioner. Ifølge journalen var behandlingsresultatet ikke tilfredsstillende og behandlingen blev derfor genoptaget i 2009. Den 2. marts 2009 blev det noteret i journalen, at patienten accepterede fjernelse af tanden 1- i underkæben i forbindelse med tandreguleringsbehandlingen. I perioden fra den 23. marts 2009 til den 17. august 2010 blev patienten behandlet med fast apparatur. Den 17. august 2010 blev der seponeret retentionsapparatur i over- og underkæbe til fastholdelse af behandlingsresultatet, hvorefter behandlingen blev afsluttet i den kommunale tandpleje.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén samt erstatning for dårlig bidfunktion samt forkert behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. september 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der ikke i behandlingsperioden er anført noget om gener eller symptomer i forbindelse med behandlingen, som blev afsluttet den 17. august 2010. Journal fra privat tandlæge fra 2008 til 2014 beskriver ikke symptomer/ gener, som kan relateres til den udførte tandreguleringsbehandling.

Codan fandt derfor, at den gennemførte reguleringsbehandling har været faglig korrekt. Behandlingsresultatet er afsluttet i august 2010 med et tilfredsstillende resultat, og der er ikke objektivt konstateret symptomer som følge af behandlingen.
Codan fandt dermed, at patientens symptomer ikke skyldes tandreguleringsbehandling, hvor den aktive behandling blev afsluttet i 2010. Der er dermed ikke sket en skade som følge af den udførte behandling, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 21. september 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at der er sket en skade som følge af den udførte tandreguleringsbehandling. I den forbindelse finder nævnet, at behandlingen er udført bedst mulig under de givne omstændigheder.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.