Skip to content

3154-15

Skadetype: Negativ påvirkning af implantat
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Installation af fikstur

Beskrivelse:

Implantatbehandling med knækket fiksationsskrue til følge. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Implantatbehandling med knækket fiksationsskrue til følge. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 71-årig mand, der den 24. september 2014 fik skruet sine implantatbårne kroner af implantaterne 6,5+ i forbindelse med en reparation af afbrækket porcelæn og slidtage. I forbindelse med fastskruningen af kronerne den 26. september 2014 kunne konstruktionen ikke komme på plads. Tandlægen forsøgte derfor med en momentnøgle at få kronerne på plads, og der knækkede en fiksationsskrue i forbindelsesdelen mellem krone og implantat i regio 5+. Patienten blev derfor henvist til en specialtandlægen, som den 10. oktober 2014 noterede sunde implantater i området 6,5,4+. Specialtandlægen forsøgte forgæves at fjerne den knækkede skruedel i forbindelsesdelen 5+ med specialudstyr. Et efterfølgende forsøg på at fjerne forbindelsesdelen lykkedes heller ikke. Specialtandlægen foreslog derfor at fremstille en ny bro på implantaterne 6,4+, såfremt det viste sig umuligt at fjerne den knækkede skrue. Patienten blev herefter henvist til endnu en specialist, som lykkedes med at fjerne broen.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. september 2015 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at fiksationsskruen knækkede under behandlingen med fastgørelse af kronekonstruktionen den 26. september 2014, fordi fiksationsskruen blev overspændt. Bedst mulig behandling havde indebåret, at den implantatbåret overdel tilpasses, så den uhindret kan placeres på forbindelsesdelen. Behandlingen har dermed ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Codan fandt videre, at kronebehandlingen på tanden 5+ kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Omgørelse af allerede udført behandling er ikke en skade lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning til patientens udgifter til kronebehandling. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellem-værende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Patienten er herefter berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med den skadesudbedrende behandling, som er fjernelse af fiksationsskruen eller abutmentet. Udgiften på 4.655 kr. kan derfor erstattes, da den ifølge Codans vurdering udgør den skadesudbedrende behandling. Udgifterne til abutment astra 5+ og 6+ erstattes ikke, da denne behandling ikke udgør den skadesudbedrende behandling.

I øvrigt fandt Codan, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at behovet for nye kroner regio 6,5+ er en følge af overspændingen af fiksationsskruen. Der kan derfor tilkendes erstatning for udgifterne til nye kroner og abutment Astra regio 6,5+. Regning nr. 00501517 og nr. 00501762 kan herefter godkendes. Der skal dog foretages fradrag for udgifterne til renovering af broen, da udgiften hertil skulle afholdes under alle omstændigheder for at bevare broen på længere sigt. Patientforsikringen dækker kun udgifter, der er en følge af skaden og dermed ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder. Fradraget fastsættes skønsmæssigt til 2.500 kr.

 

Der foreligger ikke for Tandskadeankenævnet oplysninger, for eksempel i form af sygemeldinger, der dokumenterer, at De har krav på godtgørelse for svie og smerte.

 

Sagen hjemvises til Codan med henblik på udbetaling af erstatning. Såfremt det kan dokumenteres, at De har lidt et indtægtstab som følge af den anerkendte skade, skal dokumentation herfor fremsendes til Codan med henblik på vurdering af, om der kan tilkendes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Tilsvarende er det en betingelse for erstatning for transportomkostninger, at De indsender dokumentation herfor/oplysning om kørte kilometer.