Skip to content

3162-15

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Kirurgi - Kirurgisk rodbehandling

Beskrivelse:

Kirurgisk rodbehandling og efterfølgende ukarakteristiske ansigtssmerter. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Kirurgisk rodbehandling og efterfølgende ukarakteristiske ansigtssmerter. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 55-årig kvinde, der den 30. juli 2008 konsulterede tandlægen på grund af opståede smerter fra tanden 6+, der var rodbehandlet. Røntgen blev beskrevet med rodspidsbetændelse og patienten blev henvist til specialtandlæge for kirurgisk rodbehandling. Den 8. august 2008 blev der foretaget kirurgisk rodbehandling af tanden 6+, og den 15. august 2008 blev der fjernet suturer. I den forbindelse blev det noteret, at der var pæne forhold. Den 14. november 2008 konsulterede patienten igen tandlægen på grund af udtalt ømhed fra tanden 6+. Der blev ordineret penicillin, og patienten blev henvist til specialtandlægen. Den 21. november 2008 noterede specialtandlægen, at der var tegn på mindre rodspidsbetændelse på roden ind mod ganen på tanden 6+, og at der skulle observeres, da patienten var i penicillinbehandling. Den 10. december 2008 blev det noteret, at patienten havde smerter, men ingen hævelse. Der blev konstateret ømme tyggemuskler, og patienten blev anbefalet brug af bidskinne fremstillet ved egen tandlæge. Den 29. december 2008 blev der indsat en bidskinne, og den 2. april 2009 blev der beskrevet røntgen med rodspidsbetændelse på tanden 6+. Patienten ønskede dog at vente med behandling. Den 4. juni 2009 var tanden 6+ knækket, men der var ingen symptomer. Behandlingsmulighederne blev drøftet og der blev aftalt kronebehandling af tanden. Der blev derfor den 23. juni 2009 cementeret en krone på tanden 6+. Den 6. august 2009 var tanden atter øm, og der blev noteret opblussen af rodspidsbetændelsen. Patienten blev derfor henvist til reoperation hos specialtandlægen. Den 19. august 2009 noterede specialtandlægen smerter uden hævelse eller andre tegn på betændelse. Desuden blev det noteret, at der havde været hyppig kæbehulebetændelse uden konsultation af ørelæge. Tanden 6+ blev reopereret og der blev ordineret antibiotikum på grund af kommunikation til kæbehulen. Den 27. august 2009 blev suturerne fjernet, og der blev konstateret pæn heling uden betændelsestegn. Den 8. oktober 2009 havde patienten stærke smerter, men ingen betændelsestegn. Røntgen blev beskrevet med intet at bemærke. Patienten blev opfordret til at søge ørelæge. Den 26. november 2009 blev tanden 6+ fjernet af egen tandlæge på grund af fortsatte smerter, og den 1. december 2009 blev suturerne fjernet. Ifølge journalen fra den 22. december 2009 meddelte patienten tandlægen telefonisk, at det gik rigtigt godt. Den 29. december 2009 var der gener regio 6+ i form af spændinger. Musculus masseter var øm, og der blev noteret fine forhold med normal heling efter tandfjernelsen. Den 19. maj 2010 havde patienten atter stærke smerter i højre side af overkæben, men der fandtes ikke en objektiv årsag til smerten, som blev forstærket ved foroverbøjning. Der blev stillet en foreløbig diagnose om kæbehulebetændelse, og der blev ordineret penicillin. Ifølge journalen fra den 4. juni 2010 meddelte patienten, at der ikke længere var smerter. Den 17. juni 2010 konsulterede patienten kæbekirurgisk afdeling. I den forbindelse blev det noteret, at der havde været et forløb med tanden 6+, der var rodbehandlet for 10-12 år siden, begyndende med smerter i 2008, rodspidsopereret flere gange indtil fjernelsen i november 2009. Der blev noteret obs for betændelse i knoglen, og der blev ordineret penicillin. Ifølge journalen fra den 6. august 2010 havde skintigrafi ikke vist tegn på betændelse i knoglen. Den 13. august 2010 blev det noteret, at der fortsat var murrende smerter med lejlighedsvis opblussen til stærke smerter. Den 14. januar 2011 blev det noteret, at der formentlig var tale om neurogen smerte, der var forenelig med diagnosen atypiske ansigtssmerter. Patienten blev tilbagevist til egen tandlæge, som måtte forestå eventuel videre udredning/ behandling på smerteklinik eller neurolog. Den 2. juli 2012 blev det noteret, at patienten havde uspecifikke smerter i højre side af overkæben efter indgrebet foretaget den 19. august 2009.

Patienten søger nu om erstatning for varigt mén, indkomsttab samt øvrige udgifter.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. august 2015 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 7.600 kr. i godtgørelse samt renter heraf på 1.180,61 kr., i alt 8.780,61 kr.

Codan fandt, at patientens egentlige sygeperiode i forhold til hendes kæbesmerter er fra den 6. maj 2013 og frem til den 1. september 2013, da det fremgår, at sygemeldingen er en følge af patientens kæbesmerter samt det forhold, at øjnene løber i vand.

Codan fandt videre, at der ikke i sagens akter er beskrevet nogen relevant sammenhæng mellem de fysiske følger af føleforstyrrelser og patientens egentlige fysiske begrænsninger. Det fremgår, at patienten forud for den anerkendte skade havde fysiske begrænsninger, der medførte, at hun stoppede som pædagogmedhjælper og startede som fodterapeut. Patienten har i perioden fra hun overtog klinikken i august 2008 og frem til den 6 maj 2013 kunne passe sit arbejde som fodterapeut.

Codan fandt, at årsagen til, at patienten har måttet afhænde klinikken, er de fysiske begrænsninger, der er beskrevet i form af skulder-, ryg-, lænde-, knæ- og fodsmerter, som overvejende stammer fra konkurrerende lidelser, der bestod på tidspunktet for tandskaden og ifølge Codans vurdering fortsat gør sig gældende.

Sammenholdt med at afhændelsen af virksomheden først sker den 1. september 2013, er det Codans vurdering, at det ikke kan begrundes i generne fra skaden den 19. august, men at det har årsag i patientens forudbestående gener i form af skulder-, ryg-, lænde-, knæ- og fodsmerter.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning for tab arbejdsfortjeneste.

Codan fandt videre, at det fremgår af sagens bilag, at patienten har været sygemeldt i 40 dage som følge af den anerkendte skade. Patienten er derfor berettiget til en skønsmæssigt godtgørelse for svie og smerte svarende til 40 dage, i alt 7.600 kr. Hertil kommer renter, som udgør 1.180,61 kr.

Codan fandt desuden, at patientens arbejdsevne ikke er nedsat på grund af tandbehandlingen den 19. august 2009 samt at skadens følger ikke i sig selv vurderes at medføre, at patientens fremtidige indtjeningsmuligheder kan anses at være forringet og dermed medføre en indtægtsnedgang på 15% eller derover som følge af skaden. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4 og ændrer dermed Codans afgørelse af 5. september 2014, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at Deres efterfølgende gener i form af ukarakteristiske ansigtssmerter er en følge af den udførte behandling af tanden 6+. I den forbindelse er der lagt vægt på, at prof., dr. odont. Peter Svensson den 4. februar 2014 konkluderede, at tilstanden minder om en form for atypisk migræne og ikke kan relateres til den udførte tandbehandling.

Som konsekvens heraf ophæves Codans efterfølgende afgørelse af 24. august 2015, og den af Codan tilkendte erstatning bortfalder.

For så vidt angår behandlingen af tanden 6+ er der tale om en behandling, der ikke er lykkedes. Det forhold, at en behandling ikke lykkes, er ikke en skade i lovens forstand.