Skip to content

3190-16

Skadetype: Skade på krone - Tandfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandkød og støttevæv - Parodontosebehandling

Beskrivelse:

Parodontosebehandling og efterfølgende tab af tand som følge af fraktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse men med ændret begrundelse.

Parodontosebehandling og efterfølgende tab af tand som følge af fraktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse men med ændret begrundelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 68-årig mand, der ifølge journalen fra den 4. februar 2013 havde fordybede tandkødslommer på 5 mm ved tanden 7+. Den 10. oktober 2014 blev det noteret, at der var store bløde belægninger og store mængder tandsten såvel over som under tandkødsranden, som skulle renses. Ifølge journalen blev patienten anbefalet brug af el-tandbørste og tandstikkere, og patienten blev informeret om forværring af parodontosen. Desuden blev patienten informeret om, at tanden 7- var løs af 2. grad og at prognosen var dubiøs. Der blev herefter udført tandrensning og ifølge patienten var rensningen af tanden 7- voldsom, så tanden efterfølgende var øm og løs. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, som en 5. november og 26. november udførte tandrodsrensning på bl.a. tanden 7-. Den 15. december 2014 blev det konstateret, at tanden 7- var flækket i mes.-dist. retning og tanden blev trukket ud samme dag.

Patienten søger derfor nu om erstatning for udgiften til et implantat regio 7-.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. oktober 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at røntgen af tanden 7+ dateret i januar 2008 viser, at der var tab af støtteknogle. Desuden fremgår det af journalen, at der var meget plak og tandsten omkring tanden, og at der skulle foretages en grundig rensning.

Codan fandt, at en sund tand ikke kan renses så voldsomt, at tanden løsnes, men at en tand med stærkt tab af støtteknogle kan opleves som smertende og løs efter den nødvendige behandling.

Codan fandt derfor, at tanden 7+ mistes som følge af tidligere tab af støtteknogle på grund af grundlidelsen parodontose og ikke som følge af tandrensningen den 10. oktober 2014. Der er dermed ikke sket en skade omfattet af loven og patienten er ikke berettiget til erstatning.

 

 

 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 29. oktober 2015, men med en ændret begrundelse.

Nævnet finder på baggrund af journalmateriale fra den 15. december 2014, at tanden 7- mistes som følge af grundlidelsen i form af revner med fraktur til følge og ikke som følge af den udførte parodontosebehandling eller mangel på samme.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.