Skip to content

3214-16

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende kronisk knoglebetændelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende kronisk knoglebetændelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig kvinde, der henvendte sig den 23. juli 2013 på grund af smerter fra tanden 6-. Der blev samme dag indledt rodbehandling på grund af akut betændelse i tandens nerve. Den 15. august 2013 blev tanden rodfyldt og ifølge journalen var tandens prognose tvivlsom. Den 9. september 2013 blev tanden genopbygget i plast og ifølge journalen fra den 3. marts 2014 var tanden 6- stadig øm. Patienten blev derfor informeret om tandens tvivlsomme prognose, og tandudtrækning blev overvejet. På grund af vedvarende smerter samtykkede patienten i, at tanden blev trukket ud den 23. maj 2014. Ved kontrolundersøgelse den 2. juni 2014 blev det konstateret pæn heling og ingen betydelige subjektive gener. Den 4. august 2014 henvendte patienten sig igen på grund af smerter igennem 2-3 uger. Der blev konstateret hævelse og rødme svarende til rodspidsområdet i regio -6, og der blev derfor ordineret antibiotika. Da der ikke var tilstrækkelig effekt af behandlingen, blev patienten henvist til kæbekirurgisk afdeling. Patienten blev derfor set på kæbekirurgisk afdeling den 27. august 2014, hvor det blev konkluderet, at smerterne formentlig havde årsag i en betændelse i kæben. Der blev derfor ordineret antibiotika igen samt aftalt en kontroltid. Ved kontrol den 23. september 2014 blev der ikke registreret bedring, hvorfor antibiotikabehandlingen blev stoppet. Ved undersøgelse den 17. oktober 2014 på kæbekirurgisk afdeling var patienten stærkt smerteplaget. Der blev derfor bestilt yderligere billeddiagnostik og på baggrund heraf blev der den 29. oktober 2014 stillet diagnosen kronisk kæbebetændelse. Patienten skiftede efterfølgende tandlæge, hvor der den 27. november 2014 blev gennemført undersøgelse samt taget røntgen. I den forbindelse blev det noteret i journalen, at patienten oplyste, at hun forud for behandlingen den 23. juli 2013 havde haft smerter siden foråret og der var forsøgt behandling med antibiotika og skift af fyldning i tanden 6-. Den 4. februar 2015 blev der på kæbekirurgisk afdeling gennemført en kirurgisk oprensning af knoglen svarende til området ved tanden 6-. Den 24. april 2015 blev patienten set hos en neurolog efter henvisning fra egen læge på grund af føleforstyrrelser. Den 12. maj 2015 konkluderede neurologen, at patienten havde føleforstyrrelser i hænder og fødder som en bivirkning til en langvarig behandling med antibiotika.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne i forbindelse med tandbehandling, medicin samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. december 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det fremgår, at patientens højre underkæbe har været angrebet af en kronisk knoglebetændelse forårsaget af mikroorganismer. Adgangsvejen til kæben for mikroorganismerne kan på baggrund af det foreliggende materiale ikke fastslås. Efter indvækst af bakterier kan der i lokale knogleområder uden blodtilførsel opstå og dannes sekvestre, som vedvarende kan ”huse” bakterier til trods for antibiotikabehandling. Antibiotika og naturligt helbredende celler kan ikke trænge ind i disse og derfor mislykkes medikamentel behandling ofte.

Codan fandt videre, at tanden 6- kan have været adgangsvejen, idet tanden var forsynet med en stor fyldning med tæt kontakt til tandens nerve. Dette ses på røntgen dateret den 23. juli 2013.

Codan fandt derfor, at der var indikation for rodbehandling og senere udtrækning af tanden 6-.

Codan fandt imidlertid, at der ikke foreligger den fornødne dokumentation for, at kæbebetændelsen har årsag i de udførte behandlinger med rodbehandling og/eller udtrækning af tanden 6-. I den forbindelse er der lagt vægt på, at patienten havde smerter og behandlingerne med rodbehandling og udtrækning er udført for at opnå helbredelse.

Codan fandt videre, at komplikationerne og det langvarige helbredelsesforløb har årsag i grundlidelsen og er ikke en følge af de behandlinger, patienten har modtaget hos tandlægen. Der er dermed ikke sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling og der er dermed ikke sket en erstatningsberettigende skade.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Indledningsvis bemærkes det, at Tandskadeankenævnet har behandlet Codans afgørelse af 21. december 2015 vedrørende behandling udført af tandlæge Mette Kæraa, som er den tandlæge, Deres oprindelige anmeldelse vedrører.

Tandskadeankenævnet stadfæster herefter Codans afgørelse af 21. december 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den indklagede tandlæges behandling af tanden 6- er årsagen til, at der opstod knoglebetændelse. I den forbindelse findes det overvejende sandsynligt, at knoglebetændelsen var til stede forud for den udførte behandling og at behandlingen har været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

I øvrigt bemærkes det, at De i anmeldelsen har anført, at skaden er sket den 23. juli 2013. Hvis De ønsker, at der skal tages stilling til behandlingen udført den 11. juli 2013, skal der indgives et nyt anmeldelsesskema til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, da behandlingen er udført af en anden tandlæge.