Skip to content

3216-16

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Bedøvelse

Beskrivelse:

Nerveskade efter rodbehandling. Godtgørelse for varigt mén. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Nerveskade efter rodbehandling. Godtgørelse for varigt mén. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig kvinde, der fik indledt rodbehandling af tanden -6 den 7. april 2014. I den forbindelse blev der bedøvet med 3,6 ml Xylocain. Den 22. april 2014 blev tanden rodfyldt efter bedøvelse med 5,4 ml Xylocain. Ifølge journalen fra den 29. april 2014 var der fortsat symptomer fra tanden, og der blev bedøvet med 1,8 ml Xylocain. Der blev desuden fremstillet en ny midlertidig krone. Den 21. maj 2014 havde patienten fortsat smerter, og tandlægen havde mistanke om en ekstra rodkanal, der blev identificeret og behandlet. I den forbindelse blev der bedøvet med 1,8 ml Xylocain. Den 24. juni 2014 blev rodfyldningen i tandens bagerste rod revideret efter bedøvelse med 1,8 ml Xylocain. Den 26. juni 2014 blev det noteret i journalen, at der fortsat var smerter ved tanden samt total følelsesløshed i højre underlæbe og hageparti samt i tandkødet på ydersiden af tænderne i underkæben. Desuden var der fornemmelse af ændret smagsopfattelse fra venstre side af tungen. Føleforstyrrelserne kunne dokumenteres klinisk. Den 3. juli 2014 blev det noteret, at føleforstyrrelserne fortsat var til stede.

Patienten søger nu om erstatning for varigt mén m.m.

1. instans afgørelse:

I brev af 18. januar 2016 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 35.764 kr. i godtgørelse for varigt mén samt renter heraf på 431,75 kr.

Codan fandt, at patienten er berettiget til erstatning for udgiften til lægemidlet Klorzoxan, da der er et muskelafslappende middel og behovet herfor har årsag i den anerkendte skade, herunder føleforstyrrelsen. Kvitteringerne på i alt 82,20 kr. kan derfor godkendes og beløbet forrentes med i alt 2,13 kr.

Codan fandt videre, at det fremgår af oplysningerne i sagen, at patienten ikke har været sygemeldt som følge af den anerkendte skade, men at patienten har været hos lægen den 27. juni og den 13. august 2014 grundet ondt efter operation ved tanden -6 og det noteres, at patienten er blevet følelsesløs.

I den forbindelse fandt Codan, at patientens smerter fra regio -6 ikke skyldes patientens følelsesløshed/ nerveskade ved venstre side af underlæben og hagen. Smerterne har derimod årsag i tanden -6’s grundlidelse, som forårsagede behovet for rodbehandling af tanden -6 i april 2014. Patienten er derfor ikke berettiget til godtgørelse for svie og smerte.

Codan fandt videre, at den neurosensoriske undersøgelse viser, at der er sket påvirkning af nervus alveolaris inferior i venstre side svarende til venstre side af underlæben og hagen. Patienten angiver desuden sit sensibilitetstab til VAS = 10 og føleforstyrrelsens påvirkning af livskvaliteten i forbindelse med privatlivet angives til VAS = 10, men der er ingen angivelse i relation til arbejdslivet, da patienten er førtidspensionist. Ved undersøgelsen er der desuden konstateret et funktionstab svarende til total følelsesløshed, nedsat følsomhed og øget følsomhed ved skadesiden. Patienten oplever endvidere neurogent ubehag i form af soven, snurren, prikken, ubehag, smerte ved let berøring og tab af smag. Der er artikulationsbesvær ved tale og når der er kulde. Patienten kan ikke smage og kysse samt oplever en del mundtørhed.

Codan fandt i den forbindelse, at den objektive undersøgelse viser, at smagsevnen er væk i både den ramte og den raske side. Tabet af smagsevnen er derfor ikke en følge af skaden, men må have anden årsag.

Codan fandt herefter på baggrund af den neurosensoriske undersøgelse og de beskrevne gener, at patienten er berettiget til en godtgørelse for varigt mén på 5% som følge af skaden i form af føleforstyrrelser jf. Arbejdsskadesstyrelsens méntabel punkt A.1.4.1. Efter aldersreduktion udgør den endelige méngodtgørelse herefter 35.764 kr. Hertil kommer renter på i alt 431,75 kr.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 18. januar 2016, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at godtgørelsen for varigt mén skal forhøjes til i alt 15% jf. Arbejdsskadestyrelsens méntabel punkt A.1.4.2, da der er tale om beskadigelse af flere nervegrene, i bl.a. tunge og læbe. I denne godtgørelse er der tillige taget højde for den smagsreduktion, der måtte skyldes den anerkendte nerveskade.

Sagen hjemvises herefter til Codan med henblik på opgørelse af den samlede godtgørelse inkl. aldersreduktion og renter.

For så vidt angår godtgørelse for svie og smerte stadfæster nævnet Codans afgørelse herom med den af Codan anførte begrundelse.