Skip to content

3226-16

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Brobehandling og efterfølgende porcelænsfraktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Brobehandling og efterfølgende porcelænsfraktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 78-årig kvinde, der den 15. september 2010 fik indsat implantater i regio +2,3,4 og +6. Den 10. december 2010 blev der cementeret bro fra implantatet regio +2 til implantatet regio +6. Den 19. november 2013 konsulterede patienten tandlæge på grund af porcelænsfraktur regio +5. Frakturen blev slebet og poleret. Af journalnotat fra den 5. maj 2015 fremgår det, at frakturen er uændret fra 2013, og patienten blev tilbudt acryl facade. Patienten ville dog tænke over det.

Patienten søger nu om erstatning for den tand, som der er brækket noget af, da hun er bange for, at den helt forsvinder.

1. instans afgørelse:

I brev af 26. januar 2016 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at porcelænsfrakturen regio +5 er en følge af almindelig brug.

Codan fandt videre, at såfremt frakturen skal udbedres, kan skaden omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Der er således ikke sket en skade omfattet loven og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 26. januar 2016 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at behandlingen af tanden +5 kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.