Skip to content

3215-16

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Apparatursvigt – PFL § 2.1.2/KEL § 20.1.2.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende rodspidsbetændelse til følge. Eventuel fremtidig behandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende rodspidsbetændelse til følge. Eventuel fremtidig behandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 30-årig kvinde, der den 10. juni 2014 fik behandlet tanden 6- med en tre fladet plastfyldning på grund af en symptomgivende revne. Den 16. juni 2014 blev der indledt rodbehandling af tanden, som fandtes at være nekrotisk i pulpakammer men mere og mere vital jo længere, man kom ned i kanalerne. Den 26. juni 2014 blev rodbehandlingen fortsat og i den forbindelse knækkede der et rodbor i den forreste, yderste rod. Patienten blev informeret om, at dette kunne påvirke prognosen negativt. Tanden blev herefter rodfyldt, og der blev taget kontrolrøntgen. Efterfølgende havde patienten symptomer fra tanden, og der blev derfor planlagt kirurgisk rodbehandling af tanden.

Patienten søger nu om erstatning for fejlbehandlingen, kørselsudgifter samt fremad rettede skader på tanden.

1. instans afgørelse:

Første instans afgørelse:

I brev af 25. november 2015 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af rodspidsbetændelse på tanden 6- med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte rodbehandling, hvor der knækkede et rodinstrument i den forreste rodspids. For at undgå belastning og brud på rodkanalinstrumenterne skulle oplukningen til tandens rodkanal derfor rykkes fremad i kronen, således at rodfilen ikke blev belastet med risiko for brud.

Codan fandt dermed, at bedst mulig behandling havde indebåret en større oplukning gennem kronen og tilvirkning af en konicitet i den øverste del af rodkanalen for derved at rette rodkanalen op. Derved vil rodkanalinstrumentet overvejende bearbejde rodkanalen i sin egen akse. Ved den fremgangsmåde er det overvejende sandsynligt, at frakturen af filen kunne være undgået.

Codan fandt således, at behandlingen ikke har været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med den skadesudbedrende behandling i form af kirurgisk rodbehandling af den forreste, yderste rodkanal på tanden 6-. Behandlingsoverslag skal fremsendes til godkendelse, inden behandlingen udføres.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 25. november 2015 men med ændret begrundelse.

Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at den gennemførte behandling af tanden 6- ikke var indiceret eller ikke blev udført bedst muligt. Grundlaget for retten til erstatning er derfor ikke Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1, men nr. 2, men det vurderes, at skaden opstår som følge af en apparaturfejl. Ændringen i begrundelsen har i øvrigt ingen betydning for erstatningen.

For så vidt angår eventuel fremtidig behandling af tanden 6- kan nævnet ikke på nuværende tidspunkt tage stilling hertil. Såfremt der senere måtte opstå yderligere behov for behandling af tanden som følge af den anerkendte skade, skal dokumentation herfor derfor fremsendes til Codan med henblik på vurdering af, om der kan tilkendes erstatning herfor.