Skip to content

3261-16

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende tab af tand til følge. Godtgørelse for svie og smerte. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende tab af tand til følge. Godtgørelse for svie og smerte. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 37-årig kvinde, der den 19. maj 2011 fik behandlet tanden -6 for caries med en plastfyldning. Den 1. september 2011 havde patienten smerter og tanden var bankeøm. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden samme dag. Den 21. september 2011 blev der igen foretaget mekanisk udrensning og i den forbindelse skete der en afbrækning af rodkanalinstrumenterne i to af kanalerne. Den 5. oktober 2011 havde patienten fortsat symptomer fra tanden og der blev foretaget skylning af rodkanalerne. Den 24. november 2011 forsøgte tandlægen at foretage mekanisk udrensning forbi de afbrækkede instrumenter, dog uden held. Rodbehandlingen blev herefter afsluttet den 21. december 2011. Den 18. januar 2012 blev det konstateret, at der var en stor slimansamling i bindevævet i mundbundens venstre side, som blev tømt. Ifølge journalen fra den 24. januar 2012 var slimansamlingen blevet tømt af en speciallæge og den 7. februar 2012 blev patienten henvist til tand-, mund- og kæbekirurgisk afdeling. Her blev det konkluderet, at der var tale om et mucocele, som var varierende i størrelse og som skulle behandles kirurgisk med suturering af sårranderne til periferien, når den var på det største stadium.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. maj 2016 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 20.861,36 kr. i erstatning samt renter heraf på 8,32 kr., i alt 20.869,68 kr.

Codan fandt, at patienten er berettiget til 286,56 kr. i erstatning for transportomkost-ninger samt 384,80 kr. i erstatning for afholdte medicinudgifter, da disse har årsag i behandlingen den 21. september 2011 med den efterfølgende betændelse. Hertil kommer renter på 8,32 kr.

Codan har desuden sat regning på 20.190 til betaling hos ny tandlæge.

Codan fandt videre på baggrund af det nyeste journalmateriale fra 2015, at patientens smerter i 2015 som følge af rodspidsbetændelse ikke ville kunne have medført en sygemelding, da det kun er nævnt i journalnotat af 14. oktober 2015, at patienten havde voldsomt ondt. Dette er ikke tilstrækkeligt til, at patienten er berettiget til skønsmæssig svie og smerte.

I øvrigt fandt Codan, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 9. maj 2016, som anført nedenfor.

Godtgørelse for svie og smerte kan kun ydes, når betingelserne i erstatningsansvars-lovens § 3 er opfyldt. Det fremgår heraf, at godtgørelse i tilfælde, hvor der ikke foreligger sygemelding, kun kan ydes i særlige tilfælde. Dette betyder, at der skal foreligge sådanne gener eller indskrænkninger i de almindelige legemsfunktioner, at det kan sidestilles med en sygelig tilstand. Oplysningerne om generne som følge af de knækkede rodfile opfylder ikke denne betingelse, og der kan derfor ikke ydes godtgørelse for svie og smerte.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om erstatningens størrelse og omfang.