Skip to content

3276-16

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. Behandlingen svarer til den behandling, der under alle omstændigheder skulle have været udført. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. Behandlingen svarer til den behandling, der under alle omstændigheder skulle have været udført. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 31-årig kvinde, der regelmæssigt har konsulteret tandlægen i perioden fra marts 2010 til januar 2016. Ved kontrol den 15. marts 2013 blev der i forbindelse med den kliniske undersøgelse taget bite wings. Der blev desuden foretaget parodontalbehandling samt diagnosticeret caries i tænderne +5,7. Endvidere blev der noteret obs for caries ved tænderne 7+,5+ og 7-. Ved undersøgelsen den 24. maj 2013 blev der igen bla. noteret obs for caries i tanden 7- og den 14. juni 2013 blev der atter noteret obs for caries på tanden 7- samt foretaget tandrodsrensning af tanden. Ved undersøgelserne den 3. juli 2014, den 3. november 2014 og den 10. juni 2015 blev der ikke diagnosticeret caries i tænderne. Efterfølgende henvendte patienten sig hos en ny tandlæge den 28 januar 2016 på grund af smerter fra tanden 7-. I den forbindelse blev der konstateret caries i tanden, som derfor blev behandlet med en plastfyldning.

Patienten søger nu om erstatning for eventuelle merudgifter i form af rodbehandling eller andet som følge af manglende diagnostik af caries i tanden 7-.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. juni 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at der på nuværende tidspunkt ikke er sket en skade, som har haft en negativ konsekvens for patienten.

Tryg fandt, at bite wings fra den 15. marts 2013 viser caries, som beklageligvis ikke blev diagnosticeret. Patienten har derfor gået med ubehandlet caries, indtil hun fik smerter den 28. januar 2016.

Tryg fandt videre, at den behandling, patienten fik den 28. januar 2016, er den samme, som det ville have været, hvis man havde konstateret hullet den 15. marts 2013. Der er derved tale om, at behandlingen er blevet udskudt. At en behandling bliver udskudt, er ikke en skade i lovens forstand og behandlingen er ikke umiddelbart blevet forøget som følge heraf.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt dog, at hvis der på et tidspunkt skulle opstå behov for rodbehandling og/eller kronebehandling af tanden 7-, kan sagen genoptages og Tryg vil tage stilling til, om der er årsagssammenhæng mellem den forsinkede diagnose og den forslåede behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 6. juni 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at der på nuværende tidspunkt ikke er sket en skade som følge af den udførte behandling eller mangel på samme, da den behandling, der blev udført den 28. januar 2016, svarer til den behandling, der under alle omstændigheder skulle være udført.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Hvis der senere måtte opstå behov for rodbehandling og/eller anden behandling som følge af forsinket diagnosticering af caries, skal dokumentation herfor fremsendes til Tryg med henblik på vurdering af, om der kan ydes erstatning hertil.