3281-16

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik og behandling af caries. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 57-årig kvinde, der med 6-7 måneders intervaller har fået foretaget undersøgelse og tandrensning hos tandlægen i gennem flere år. Der er i den forbindelse løbende foretaget behandling af tænderne for caries og brud med plastfyldninger. Den 6. juli 2004 blev tanden 6- behandlet med plastfyldning for dyb caries og i september 2004 blev tanden rodbehandlet. Den 1. august 2005 blev tanden -7 rodfyldt efter udrensning af kanalerne. Den 28. marts 2008 blev tanden +5 rodbehandlet på grund af rodspidsbetændelse og herefter rodfyldt den 9. april 2008. Tanden +6 blev behandlet med plastfyldning den 14. april 2009 på grund af dyb cariesangreb. Den 19. maj 2009 blev der indledt rodbehandling af tanden -5 på grund af død nerven, mens der blev indledt rodbehandling af tanden +6 den 22. maj 2009. Den 3. juni 2009 blev rodbehandlingen af tænderne +6 og -5 fortsat. I december 2009 og januar 2010 blev tanden +6 igen rodbehandlet på grund af fortsat uro. Tænderne +6 og -5 rodfyldt og restaureret med plast d….. ??. Den 20. januar 2014 blev tanden 4- eller 5- ifølge journalen rodbehandlet på grund af betændelse. Ifølge journalen fra den 15. maj 2014 var der ikke caries, men let parodontose. Den 18. juli 2014 blev der konstateret fraktur af -7, hvorfor den blev behandlet med en fyldning, da patienten ikke ønskede anden behandling. Patienten var sidste gang hos tandlægen den 17. december 2014, hvor tænderne -7 og +6 blev behandlet med plast på grund af fraktur. Herefter konsulterede patienten de øvrige tandlæger på klinikken. Den 17. juni 2015 blev det konstateret fraktur af tanden +6, som blev ilagt cement. Den 17. juni 2015 blev der slebet en skarp kant på +6 facialt og den 30. juni 2015 blev det vurderet, at tanden ikke var kroneegnet på grund af frakturens omfang. Den 30. september 2015 blev rodrester fra tanden 6- fjernet. Den 7. oktober 2015 blev der konstateret behandlingskrævende caries i tænderne 5+ og 6+, ligesom syv andre tænder skulle observeres for caries. Tænderne 6+ og 5+ blev derfor behandlet med plastfyldninger den 20. oktober 2015. Den 1. december 2015 henvendte patienten sig med en knækket tand +4 og tabt plastbro 765-. Det blev konstateret, at 5- sad løs. Der blev herefter lavet en plastfyldning i tanden +4 samt konstateret caries i +7 og +3. Den 22. december 2015 konsulterede patienten en anden klinik, hvor der blev konstateret behandlingskrævende caries i tænderne 2+, +7 og 4-. Desuden var der insufficiente restaureringer eller tandfraktur af tænderne 7+,6+,5+,1+,+5,+6,+8 samt 7-,6-,-5,-7. Der fandtes indikation for ekstraktion af tænderne 6+,5+,+6,4- og -7 samt kronebehandling af tænderne 5+,+6. Den 8. og 14. januar 2016 var patienten til undersøgelse hos en tredje tandlæge, som konstaterede behandlingskrævende caries i 6+,5+,+3,+7,+8 i overmunden og 7-,6-,-5,-6 i undermunden. Desuden blev der konstateret utilstrækkelige restaureringer af 7+, +6 samt 4- og behandlingskrævende parodontose. Den 8. februar 2016 blev tænderne 6+ og 5+ trukket ud på grund af caries og rodspidsbetændelse. Desuden planlægges fjernelse af +6.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling, da behandlingen har været utilstrækkelig.

1. instans afgørelse:

I brev af 8. juni 2016 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at røntgenbilleder fra den 20. juli 1998 viser svækkelse af tænderne 6+ og 5+ i så stor grad, at 6+ havde behov for rodbehandling, og både 6+ og 5+ havde behov for kronebehandling. Desuden viser røntgenbilleder fra den 10. september 1999, at der var behov for kronebehandling af tænderne +4,+5,+6 og +8 og den 20. juli 1999 var der yderligere behov for kronebehandling af tænderne -5 og -6 samt rodbehandling af tanden -5. Endvidere har tænderne 4+ og 5- manglet i mange år.

For så vidt angår tænderne 8-,6- og 4- fandt Tryg, at disse også har haft behov for kronebehandling siden 2009, men det kan ikke ses, om behovet har eksisteret i længere tid, idet der ikke foreligger røntgenbilleder af højre side af underkæben fra før 2009.

Tryg fandt herefter, at journaler og røntgenbilleder dokumenterer, at patientens tandsæt ikke har fået opfyldt ovenstående behandlingsbehov, men der er ingen dokumentation for, hvorvidt disse behandlinger er blevet anbefalet eller fravalgt og heller ingen begrundelse for eller imod gennemførelsen af dem. En målrettet indsats for at opnå kontrol over sygdomsaktiviteten er dog ikke dokumenteret, idet det ikke er noteret i journalen og idet sygdomsaktiviteten fortsat er uhindret.

Tryg fandt videre, at bedst mulig behandling af huller i tænderne er information om sygdommens årsag, forløb og forebyggelse, herunder hjælp til optimering af mund-hygiejne, hjælp til en uskadelig kostvane og kontrol af dette. Desuden er bedst mulig behandling, at et behandlingskrævende hul i en tand findes og renbores, så snart det er muligt og at tanden samtidig restaureres. Herved sikres, at en tands behandlingsbehov holdes på lavest mulige niveau. I patientens tilfælde ville det have indebåret behandling af 6+,5+,+4,+5,+6 og +8 samt 6-,-5 og -6 med kroner senest i 2009, hvor det vurderes, at det stadigt havde været muligt.

Tryg gør dog opmærksom på, at visdomstænder normalt er uden nogen funktionel betydning, uden kosmetisk værdi og placeret ugunstigt i forhold til muligheden for optimal mundhygiejne, hvorfor visdomstænder normalt fjernes som behandling af hul. Kronebehandling af visdomstænder vil derfor under normale omstændigheder ikke være relevant.

Tryg fandt endvidere, at patienten igennem årene er blevet behandlet for huller med plastiske fyldninger og rodbehandlet efter fyldninger med dybe huller. Sygdomsaktiviteten har været stor og tændernes restaureringer igennem årene er tiltaget i størrelse. Der er ikke dokumentation for en målrettet indsats for at opnår kontrol over sygdomsaktiviteten, idet det ikke er noteret i journalen. Journalen viser, at der er regelmæssige undersøgelser med notater uden fund af caries, som så efter kort tid efterfølges af notater om behandling af dybt hul. Under hensyn hertil og under hensyn til, at patientens sygdomsaktivitet er fortsat uhindret, fandt Tryg, at det er overvejende sandsynligt, at undersøgelserne af patientens tænder har været udført utilstrækkeligt og at sygdomsaktivitet ikke er blevet bragt under kontrol med forebyggende tiltag og opfølgning heraf.

Tryg fandt derfor, at den forsinkede diagnostik med overvejende sandsynlighed har medført negative konsekvenser for tændernes prognose og/eller et større behandlingsbehov, end hvad der var nødvendigt under alle omstændigheder som følge af patientens grundlidelse.

Tryg fandt herefter, at patienten med overvejende sandsynlighed har mistet tænderne 6+,5+ og +6 samt 6- som følge af manglende rettidig diagnostik og behandling, fordi de er mistet på grund af en fortsat svækkelse over tid af ukontrolleret cariesaktivitet og derved er blevet bragt forbi muligheden for bevarelse. Øvrige behandlingsbehov som følge af den forsinkede diagnostik vil Tryg tage stilling til, når der foreligger et endeligt behandlings-forslag fra tandlægen.

Tryg fandt endvidere, at i forhold til patientens parodontose havde bedst mulig behandling gennem årene indebåret tidlig diagnostik og dækkende behandling af parodontoselidelsen. Behandlingen havde indebåret måling af tandkødslommer, udvidet tandrensning og tandrodsrensninger, instruktion i optimering af mundhygiejnen, motivation i og information om egen kontrol af sygdommen samt eventuel kirurgisk parodontalbehandling. Desuden kontrolundersøgelser og eliminering af fordybede tandkødslommer.

I den forbindelse fandt Tryg, at røntgenbilleder viser et knoglesvind på 20-30%, hvilket er mere end forventeligt i forhold til patientens alder. Der er derfor også i relation til denne sygdom tale om utilstrækkelig behandling, da der ikke er dokumentation for, at der har været fokus på sygdom i tandkød og kæbeknogle og ej heller behandling heraf.

Tryg fandt herefter, at der først kan tages stilling til hvilke tænder og hvilke behandlinger, der dækkes, når der foreligger et behandlingsforslag fra tandlægen. Der vil dog være fradrag for de udgifter, patienten ville have haft, hvis behandlingsbehovet var blevet udført rettidigt. Der vil derfor som minimum ske fradrag for kronebehandling af tænderne 6+,5+,+4,+5 og +6 i overmunden og 6-,5- og -6 i undermunden samt den paradontosebehandling, patienten skulle have haft i perioden fra 2007 til 2014. Der kan dog først tages endelig stilling til fradraget, når der foreligger et behandlingsforslag.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 8. juni 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Den endelige stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang må herefter afvente Trygs afgørelse herom.

Hvis De ikke er enig i Trygs afgørelse, har De mulighed for at anke afgørelsen til Tandskadeankenævnet.

Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.