Skip to content

3369-16

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og eventuelt efterfølgende behov for ny rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og eventuelt efterfølgende behov for ny rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 55-årig mand, der henvendte sig til tandlægen for første gang den 4. marts 2014. I den forbindelse blev der taget røntgenbilleder og diagnosticeret caries i tænderne -5 og -6 samt dyb caries med kontakt til tandnerven ved tanden +6. Der var derfor behov for rodbehandling af tanden +6, hvilket blev påbegyndt den 27. marts 2014. Den 16. april 2014 blev rodbehandlingen fortsat og der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodfyldningen som værende med god længde og tætte rodfyldninger. Patienten henvendte sig igen den 24. april 2014, da fyldningen føltes for høj. Fyldningen blev derfor slebet, hvilket blev gentaget den 6. maj og 19. maj 2014. Ved undersøgelse den 2. juni 2014 blev der ordineret penicillin mod betændelse på grund af ømheden. Ifølge journalen fra den 15. oktober 2014 kunne der være behov for en kirurgisk rodbehandling af tanden, men dette skulle vente, indtil der ikke længere var symptomer fra tanden.

Patienten søger nu om erstatning for unødvendig rodbehandling af tanden +6 med smerter til følge. Ifølge anden tandlæge har patienten betændelse og der er nu udsigt til, at tanden mistes.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. september 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen fra den 4. marts 2014 viser dyb caries i tanden +6 med relation til tandnerven. Der var således grundlag for at udføre rodbehandlingen.
Tryg fandt videre, at røntgenbilleder taget i forbindelse med rodfyldningen den 16. april 2014 viser, at rodfyldningerne er ført til rodspidsen og at rodfyldningerne er tætte.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at patienten efterfølgende har gener i form af ømhed ved tanden, ikke med overvejende sandsynlighed skyldes behandlingen, men derimod forhold ved selve tanden.

Tryg fandt desuden, selv hvis der fortsat er symptomer fra tanden og der er behov for en fornyet rodbehandling, så kan behandlingen laves om under samme forudsætninger som den oprindelige. Det betyder, at patienten kan få en ny rodbehandling eller en kirurgisk rodbehandling, uden at det vil have en negativ påvirkning af tænderne eller forringelse af tandstatus. Det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udført behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Regionstandlæge-nævnet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 14. september 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at der var indikation for at rodbehandle tanden +6, idet røntgen viser dyb caries i tanden med tæt relation til tandnerven. Behandlingen findes desuden at være udført bedst muligt under de givne omstændigheder. Det forhold, at behandlingen eventuel skal laves om ved en fornyet rodbehandling, eventuelt ved en kirurgisk rodbehandling, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.