Skip to content

3341-16

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Nerveskade efter operativ fjernelse af visdomstand. Godtgørelse for varigt mén. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Nerveskade efter operativ fjernelse af visdomstand. Godtgørelse for varigt mén. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 34-årig kvinde, der den 28. februar 2013 fik fjernet visdomstanden 8- ved operation efter henvisning fra egen tandlæge. Ifølge journalen blev der udført almindelig grundig afvaskning af såret efter fjernelsen og der blev vejledt om forhold efter operationen. I forbindelse med operationen blev der anvendt Xyloplyin som bedøvelsesmiddel. Ifølge journalen af 5. august 2013 fra egen tandlæge havde patienten haft paræstesi i højre side efter fjernelse af visdomstanden 8-. 

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén, da hun efter fjernelse af visdomstanden har haft smerter fra mundvigen i højre side og ud mod kinden og et godt stykke ned på hagen.  

1. instans afgørelse:

I brev af 7. juni 2016 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 66.400 kr. i godtgørelse samt renter heraf på i alt 1.754,43 kr., i alt 68.154,43 kr.

Codan fandt, at den foretagne neurosensoriske undersøgelse viser, at der er sket påvirkning af nervus alveolaris inferior svarende til underkæben/underlæbens følenerve i højre side. Patienten angiver i den forbindelse sit sensibilitetstab til VAS=10 og føleforstyrrelsens påvirkning af hendes livskvalitet i forbindelse med privatliv angives til VAS=10. Desuden konstateres der ved undersøgelsen et funktionstab svarende til total følelsesløshed og periodisk øget følsomhed ved kulde. Endvidere konstateres der neurogent ubehag i form af konstant paræstesi og dysæstesi samt allodyni. Ved sensibilitetstesten er der ingen reaktion ved de tre stimuli, herunder fjerlet berøring, prik og kende forskel på spids/ stump. Patienten har desuden mistet protektiv reaktion.

Codan fandt derfor, at patientens føleforstyrrelse kan karakteriseres som værende væsentlig. Patienten er derfor som udgangspunkt berettiget til et mén på 5% jf. Arbejdsskadestyrelsens méntabel punkt A.1.4.1.

Codan fandt imidlertid på baggrund af patientens subjektive beskrivelse, at patientens gener berettiger til en forhøjelse af méngraden fra 5% til 8%. Satsen for varigt mén i 2015 er 8.300 kr. Godtgørelsen for varigt mén udgør herefter 66.400 kr. Hertil kommer renter på 1.754,43 kr.

Codan fandt videre, at patienten ikke er berettiget til refusion for transportudgifter til den neurosensoriske undersøgelse, da patienten selv ønskede at få udført den neuro-sensoriske undersøgelse på Rigshospitalet, hvilket patienten har accepteret i mail af 18. januar 2015.

I øvrigt fandt Codan, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 7. juni 2016, som anført nedenfor.

Som det fremgår af Codans afgørelse vurderes væsentlige føleforstyrrelser ved nerveskader som den foreliggende til 5-10% mén efter Arbejdsskadestyrelsens (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) méntabel pkt. A.1.4.1. Efter en samlet vurdering af de objektive gener samt patientens subjektive gener finder nævnet, at méngraden konkret kan forhøjes til i alt 10%. Sagen hjemvises derfor til Codan med henblik på opgørelse af den endelige godtgørelse under anvendelse af taksten for varigt men fra 2016.

For så vidt angår kørselsudgifter finder nævnet, at der kan tilkendes erstatning herfor svarende til rejseudgifter Odder tur/retur.

I den forbindelse bemærkes det, at den udførte neurosensoriske undersøgelse alene dokumenterer skade på én nervegren, idet der ikke omtales skade på 2. og 3. gren af nervus trigeminus.