Skip to content

3306-16

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Ryggener efter behandling i tandlægestol. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Ryggener efter behandling i tandlægestol. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 83-årig kvinde, der den 4. december 2015 henvendte sig til tandlægen grundet overslag over bro regio 3+3, da to tidligere indhentet overslag var for dyrere. Der blev i den forbindelse taget røntgen samt udskrevet overslag. Den 28. december 2015 blev det noteret i journalen, at patienten informerede om, at hun mener, at der skete noget, da hun blev kørt op af stolen, som har skadet ryggen og  at hun derfor ikke kan holde sig oprejst længe.

Patienten søger nu om erstatning, da der er sket en skade i forbindelse med behandlingen, da tandlægestolen blev kørt hurtigt op efter endt behandling. Patienten oplyser videre, at hun forud for behandlingen oplyste til tandlægen, at hun havde en discusprolaps i nakken og skader i ryggen. Ifølge patienten skreg hun af smerte og har efterfølgende fået smerter i ryg, lænd og hofter samt hovedpine. Patienten har svært ved at ligge i sengen og får derfor ikke så meget søvn.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. juni 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten siden december 2011 har haft tiltagende smerter i nakke- og skulderåg efter et biluheld og patienten havde to et halvt år forud for behandlingen den 4. december 2015 fået påvist en discusprolaps i nakken og slidskader i ryggen ved en MR-scanning.

Tryg fandt videre, at der ikke er nogen årsagssammenhæng mellem hævelse af tandlægestolen den 4. december 2015 og patientens fortsatte gener i form af smerter i ryg, lænd og hofte. Selvom en hurtig hævelse af en tandlægestol i visse tilfælde kan medføre en midlertidig påvirkning af f.eks. nakken, så skyldes patientens gener med overvejende sandsynlighed selve patientens forudbestående discusprolaps og rygskader og ikke behandlingen eller mangel på samme hos tandlægen.
Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 13. juni 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at Deres fortsatte ryggener skyldes, at tandlægestolen eventuelt blev hævet for hurtigt efter tandbehandlingen den 4. december 2015. I den forbindelse bemærkes det, at det fremgår af journalen fra Deres læge, at De i lange perioder inden tandbehandlingen har haft mange problemer med Deres ryg og at der er påvist bl.a. discusprolaps og sammenfald i ryggen.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.