Skip to content

3182/15

Skadetype: Varia - Behandling eller fjernelse af forkert tand
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Kirurgisk rodbehandling

Beskrivelse:

Kirurgisk rodbehandling af forkert tand med efterfølgende gener til følge. Ingen godtgørelse for varigt mén eller tab af erhvervsevne. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Kirurgisk rodbehandling af forkert tand med efterfølgende gener til følge. Ingen godtgørelse for varigt mén eller tab af erhvervsevne. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 37-årig kvinde, der den 4. januar 2012 fik foretaget kirurgisk rodbehandling af tanden 6+. I den forbindelse skete der en fejlagtig afskæring af rodspidsen på forreste rod ud mod kinden på tanden 7+, hvilket patienten blev orienteret om. Det blev herefter besluttet at observere rodforholdende på tanden 7+. På grund af fortsatte gener fra tanden 7+ blev patienten henvist til anden tandlæge for rodbehandling. Anden tandlæge noteret i den forbindelse den 4. maj 2014, at forreste rod ud mod kinden fremtrådte kort og rodåben, hvorfor prognosen for rodbehandlingen blev anset for forringet. Den 8. september 2014 konsulterede patienten en tredje tandlæge med henblik på kirurgisk rodbehandling af tanden 7+. I den forbindelse blev der konstateret rodspidsbetændelse på alle tre rødder på tanden og der blev udført en kirurgisk rodbehandling. Desuden blev det noteret, at der var pæne rodforhold på tanden 6+. På grund af fortsatte gener blev tanden 7+ trukket ud den 1. december 2014.

Patienten søger nu om erstatning for alle udgifterne i forbindelse med behandlingerne.

1. instans afgørelse:

I brev af 18. marts 2016 traf Codan afgørelse om, at patienten var berettiget til yderligere 5.130 kr. i godtgørelse samt renter heraf på 91,14 kr., i alt 5.221,14 kr.

Codan fandt, at patienten har haft mange smerter i forbindelse med tanden 7+, men at disse gener ikke har været af så alvorlig karakter, at hun ikke længere kan arbejde som makeup- og stylist. I den forbindelse fandt Codan, at patientens afhændelse af sin virksomhed skal søges i hendes forudbestående lidelser, som er angst, depression og som hun har lidt af i mange år, også før behandlingen den 4. januar 2012.

Codan fandt videre, at patientens sygemeldinger ikke skyldes hendes problemer med tanden 7+, men derimod skyldes stress og angst, som hun har døjet med i mange år. Patienten er derfor ikke berettiget til godtgørelse for svie og smerte for perioden 2013 og frem.

Codan fandt dog, at selv om der ikke foreligger nogen sygemelding fra 2012, er patienten på baggrund af tandlægejournalen skønsmæssigt berettiget til godtgørelse for svie og smerte for perioden fra den 23. februar 2012 og til den 20. marts 2012. I den forbindelse er det Codans vurdering, at denne periode er den eneste periode, hvor der ses en direkte sammenhæng mellem de udstedte antibiotika præparater og patientens tandsmerter i regio 7+. Godtgørelsen for svie og smerte udgør herefter 5.130 kr. samt renter heraf på 91,14 kr.

Codan fandt endvidere, at patientens angst og depression har været til stede i mange år inden behandlingen den 4. januar 2012 og at disse fortsat er til stede efter behandlingen i 2012. Patientens angst og depression skyldes derfor ikke tandlægebehandlingen.

Codan fandt desuden, at sammenholdt med, at der går næsten 2 ½ år fra behandlingen til patienten oplever gener med føleforstyrrelser, er der ikke årsagssammenhæng mellem føleforstyrrelserne og behandlingen den 4. januar 2012.

Codan fandt derfor, at patienten ikke er berettiget til godtgørelse for mén.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 18. marts 2016 med den af Codan anførte begrundelse.

Det fremgår af den indhentede udtalelse af 9. december 2016 fra overlæge, speciallæge i psykiatri, Jens D. Bukh, at der ikke er varige mén i form af psykisk lidelse som følge af patientskade, og at de psykiske gener på nuværende tidspunkt og herfra må antages at være forårsaget af den psykiske grundlidelse og ikke patientskaden.

Nævnet finder herefter, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den anerkendte tandskade har medført et varigt mén eller tab af erhvervsevne, og der kan derfor ikke tilkendes patienten en godtgørelse herfor.