Skip to content

3386-16

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Behov for nye rodbehandlinger. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for nye rodbehandlinger. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 35-årig kvinde, der den 13. august 2002 fik konstateret nervedød i tanden +4. Ifølge journalen blev der påbegyndt rodbehandling af tanden efter fastlæggelse af røddernes længde. Den 29. august 2002 blev rodbehand-lingen afsluttet og tanden blev restaureret med en fyldning. Den 17. maj 2006 blev det ifølge journalen konstateret, at der var rodspidsbetændelse i tænderne +5 og +6, hvorfor der blev påbegyndt rodbehandling af tænderne efter fastlæggelse af røddernes længde. Det blev noteret, at der kunne lokaliseres en båndformet rodkanal i tanden +5 og to rodkanaler i tanden +6. Den bagudvendende rodkanal kunne ikke lokaliseres. Den 21. juni 2006 blev rodbehandlingerne af tænderne +5 og +6 afsluttet. I den forbindelse blev det noteret, at der muligvis var sket en mindre parietal perforation i bunden af tanden +6. Denne blev forseglet og tænderne +5 og +6 blev restaureret med fyldninger. Den 11. marts 2009 blev patienten anbefalet restaurering af tænderne +4,+5 og +6 med kroner. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, som den 19. marts 2014 restaurerede tanden +6 med en fyldning. Den 8. april 2015 blev der konstateret en tandbyld udfor tænderne +4 og +5, som begge havde løsnet sig. Tandbylden blev drænet og patienten blev henvist til specialtandlægen. Ifølge brev af 2. juli 2015 fra specialtandlægen er rodbehandlingen af tænderne +4,+5 og +6 blevet omgjort. Den 5. august 2015 blev det noteret, at røntgen viste heling ved tænderne +4,+5,+6.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til operation hos specialtandlægen.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. september 2016 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at det fremgår, at rodbehandlingerne oprindeligt blev ført til tændernes rodspidser efter fastlæggelse af røddernes længde, men at der nu var opstået behov for omgørelse af rodbehandlingerne.

Codan fandt videre, at behovet for omgørelse af rodbehandlingerne skyldes forhold ved patientens tænder +4,+5 og +6. Ved tændernes rodspidser findes der hyppigt et fint forgrenet netværk af birodkanaler, som løber tilnærmelsesvis vinkelret på hoved-rodkanalen. Dette forløb medfører, at det ikke er muligt at foretage mekanisk udrensning/ fjernelse af betændt nervevæv i bi-rodkanalerne og der kan som følge heraf opstå betændelse ved rodspidsen.

Codan fandt videre, at det fremgår, at patienten har fået omgjort behandlingerne, hvilket kunne udføres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Codan fandt derfor, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling og dermed ikke en erstatningsberettigende skade. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 9. september 2016 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at rodbehandlingerne af tænderne +4,5,6 har kunnet laves om under samme forudsætninger som forud for de oprindelige rodbehandlinger. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand, selv om der ikke foreligger røntgenbilleder før og efter behandlingerne.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.