Skip to content

3455-16

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og mulig parietal perforation. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Rodbehandling og mulig parietal perforation. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig kvinde, der ifølge det oplyste har fået behandlet tanden +5 med rodbehandling, stiftforankret opbyning og krone i 2005 af den behandlede tandlæge. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, som den 16. juli og 19. august 2013 noterede, at der var akut hævelse og rodspidsbetændelse ved tanden +5. Der blev derfor ordineret penicillin og den 22. august 2013 blev der indledt rodbehandling af tanden. Den 26. august 2013 blev tanden rodfyldt. Ifølge journalen fra den 19. februar 2014 havde patienten dunkende smerter fra tanden +5. Det blev derfor aftalt, at tanden skulle rodbehandles kirurgisk, hvilket blev udført den 31. marts 2014. Den 20. april 2015 blev det noteret, at patienten havde haft smerter i regio +4,5 i nogen tid. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tanden +5 og gennembrydning af rodoverfladen svarende til stiftspidsen på tanden +4. Tænderne blev betegnet som ekstraktionsmodne og de blev derfor trukket ud den 6. maj 2015. Der planlægges erstatning heraf med implantater.

Patienten søger om erstatning for fejlbehandlet rod- og krone, som har medført fjernelse af tand og erstatning heraf med implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 5. september 2016 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at røntgen dateret den 26. november 2014 og den 30. april 2015 er beskrevet med rodspidsbetændelse på tanden +5 og gennembrydning af rodoverfladen svarende til stiftspidsen på tanden +4. Tænderne blev desuden betegnet som ekstraktionsmodne.

Codan fandt videre, at det fremgår, at rodstiften i tanden +4,5 ikke fulgte rodfyldningen og at stiftspidsen var tæt på rodoverfladen. Desuden viste billeder ikke tegn på betændelse i knoglen ud for stiftspidsen.

Codan fandt herefter, at det ikke kan udelukkes, at stiftspidsen, der blev isat i 2005, har perforeret rodoverfladen, men der er i så fald ikke sket skade herved. Eventuel perforation har således ikke medført betændelse ved roden og har ikke ændret tandens prognose.

Codan fandt dermed, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 5. september 2016 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at der ikke er tegn på betændelse ved stiftspidsen på tanden +4, hvorfor en eventuel perforation ikke har medført en skade i lovens forstand. Behandlingen af +5 har ikke været vellykket, men det har ikke medført nogen skade.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse, om at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.