Skip to content

3456-16

Skadetype: Varia
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende hjerterytmeforstyrrelser. Manglende årsagssammenhæng. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende hjerterytmeforstyrrelser. Manglende årsagssammenhæng. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 71-årig kvinde, der ved kontrol den 4. august 2010 blev informeret om, at tanden 8- var dubiøs. Den 27. januar 2011 blev det bl.a. noteret, at der var indikation for rodbehandling af tanden 8- samt kronebehandling. Igen den 8. april 2011, 11. august 2011, 16. november 2011, 29. februar 2012, 30. august 2012, 6. september 2012 og 4. april 2013 blev det noteret, at der var indikation for rod- og kronebehandling af tanden 8-. Alternativt kunne tanden trækkes ud. Den 17. juni 2013 blev der indledt rodbehandling af tanden med udrensning af rodkanalerne. Den 2. juli 2013 meldte patienten afbud til rodfyldning af tanden og den 4. juli 2013 blev det noteret, at der var pus og det gik fint. Der skulle dog udvises tålmodighed før endelig rodfyldning. Ved implantatbehandling regio 6- den 12. juli 2013 blev det noteret, at patienten havde forhøjet blodtryk, anvendte blodfortyndende medicin samt medicineret for hjerterytme. Den 22. august 2013 blev rodbehandlingen af tanden 8- fortsat og der blev taget røntgen, som fandtes at vise nogen opheling apicalt. Den 26. september 2013 blev der igen skyllet og den 9. oktober 2013 blev det noteret, at der var ro i tanden. Den 28. november 2013 blev der igen noteret indikation for rodbehandling af bl.a. 8- samt kronebehandling. Den 29. januar 2014 blev der igen skyllet og ordineret antibiotikum på grund af opblussen af rodspidsbetændelsen ved 8-. Efterfølgende blev der skyllet over flere seancer og den 19. juni 2014 blev der konstateret tydelige helingstegn omkring rodspidsen. Den 28. juli 2014 henvendte patienten sig til en anden tandlæge på grund af fraktur af tanden 8-. Det blev vurderet, at tandens prognose var mindre god på grund af stærkt reduceret resttandkrone på grund af tidligere skader og nu caries. Det blev anbefalet at trække tanden ud, men patienten ønskede at bevare den længst muligt. Rodkanalerne blev derfor skyllet og ilagt en midlertidig fyldning. Den 24. juni 2015 blev rodkanalerne igen skyllet og den 29. juli 2015 blev tanden rodfyldt, da kanalerne var lugt- og symptomfrie. Den 24. august 2015 blev der lavet en plastisk opbygning på en rodstift og den 9. februar 2016 blev der cementeret en krone på tanden. Ifølge journalen fra den 12. april 2016 ønskede patienten oplysning om, hvornår det blev konstateret, at der var noget galt med 8- ved tidligere tandlæge, da det måske kunne have noget at gøre med patientens hjerterytme forstyrrelser, der var ophørt samtidig med, at 8- var behandlet færdig.

Patienten søger nu om erstatning, da ubehandlet tandbyld har medført hjerterytme-forstyrrelse trods regelmæssig tandlægebesøg.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. november 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at der har været tale om et langvarigt rodbehandlingsforløb af tanden 8-, hvor tanden i hele perioden har været symptomfri bortset fra en opblussen i januar 2014, hvor patienten blev behandlet med antibioticum.

Tryg fandt videre, at det er overvejende sandsynligt, at behandlingen eller eventuel manglende behandling af kronisk rodspidsbetændelse ved tanden 8- ikke har været årsag til forstyrrelse af patientens hjerterytme på trods af et tidsmæssigt sammenfald mellem rodfyldning og ophør af hjertesymptomerne.

Tryg fandt derfor, at patienten ikke er berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 9. november 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at behandlingen af tanden 8- har været årsagen til patientens hjerterytmeforstyrrelser, uanset et eventuelt tidsmæssigt sammenfald.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.