Skip to content

3464-16

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 44-årig kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 12. oktober 2005 på grund af akutte smerter for koldt ved tanden 7+. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden, som blev fortsat den 19. oktober 2005. I den forbindelse blev rodfilen fastlåst og knækkede i den forreste kindvendende rod. Ifølge journalen blev patienten informeret herom. Den 8. maj 2006 blev rodbehandlinge afsluttet og den 1. februar 2012 blev tanden forsynet med en krone. Ved undersøgelse den 19. maj 2016 blev der taget røntgen af tanden, som fandtes at vise rodspidsbetændelse ved tanden 7+.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til operation i forbindelse med fjernelse af rodfil og betændelse.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. november 2016 traf Tryg afgørelse om, at patientens erstatningskrav er forældet og sagen kan derfor ikke behandles i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 1 (lov om patientforsikring § 19, stk. 2.)

Tryg fandt, at loven kun gælder for skader, der er anmeldt senest 10 år efter, at skaden er forårsaget.

Tryg fandt herefter, at skaden er sket den 19. oktober 2005, hvor rodfilen knækkede under rodbehandlingen af tanden 7+. Det forhold, at patienten først den 19. maj 2016 fik symptomer i form af rodbetændelse ved tanden 7+ som følge af rodbehandlingen den 19. oktober 2005, kan ikke suspendere den absolutte forældelsesfrist.

Tryg fandt derfor, at patientens anmeldelse skulle været indgivet senest den 19. oktober 2015 og den blev først modtaget den 15. juli 2016. Skaden er derfor forårsaget mere end 10 år før, patienten anmeldte sit erstatningskrav til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning. Den 10-årige forældelsesfrist er en absolut frist, der regnes fra det tidspunkt, hvor skaden er forårsaget. Der kan ikke ses bort fra denne frist, selv om patienten eventuelt først har fået kendskab til skaden senere i forløbet. Sagen kan derfor ikke behandles.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Trygs afgørelse af 28. november 2016 stadfæstes. 

Tryg har begrundet afgørelsen med, at patientens erstatningskrav er forældet. Tryg har lagt til grund, at skaden er sket den 19. oktober 2005, og at patientens skadesanmeldelse fandt sted den 15. juli 2016.

Tandlægen har i ankeskrivelsne blandt andet anført, at den knækkede rodfil bliver betragtet som en rodfyldning, så længe der ikke er symptomer og apicale forandringer, og patientens erstatningskrav er derfor ikke forældet, men yderst berettiget.

Som anført i Trygs afgørelse forældes eventuelle krav efter reglerne i lov om patientforsikring (nuværende lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet) senest 10 år efter, at skaden er forårsaget. Denne frist er absolut, og der kan ikke dispenseres fra fristen, selvom der først opstår symptomer på en skade 10 år efter skadestidspunktet. Da skaden skete den 19. oktober 2005, og skadesanmeldelsen er modtaget den 15. juli 2016, er sagen derfor forældet, som anført af Tryg.

Denne afgørelse, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. Afgørelsen kan alene indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 6 måneder.