Skip to content

3406-16

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Behov for ny brobehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for ny brobehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 84-årig mand, der efter det oplyste har fået fremstillet en helbro til overkæben på klinikken i februar 2008. Ifølge klinikejeren har tandlægen ikke været ansat på klinikken, men har haft adgang til klinikken og ejeren har ikke været vidende om udførelse af en broen.

Patienten søger nu om erstatning for tab af bro og tænder i overmunden, medicin samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. juli 2016 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt på baggrund af det foreliggende materiale, at patientens journal og røntgen fra tandlægen ikke længere findes og der er heller ikke nogen anden dokumentation for, at patienten har fået udført brobehandlingen hos tandlægen.

Codan fandt derfor, at der ikke er tilvejebragt den fornødne dokumentation for, at der med overvejende sandsynlighed er sket en skade som følge af den udførte behandling. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

I brev af 20. oktober 2016 traf Codan afgørelse om, at der fortsat ikke er sket en skade omfattet af loven, hvorfor patienten ikke er berettiget til erstatning.

Codan fandt efter modtagelsen af yderligere materiale, at der har været foregået en form for behandling, og at der muligvis er skrevet en regning på en blanket, som har tilhørt klinikejeren. Tandlægen oplyser, at han aldrig har modtaget honoraret. Bilaget fra Sygeforsikringen Danmark dokumenterer, at der er blevet udbetalt en refusion herfra på 41.000 kr.

Codan fandt fortsat, at der ikke er sket en skade omfattet af loven, eftersom der ikke findes materiale, herunder røntgenbilleder og/eller journal, som viser overkæbetændernes tilstand før fremstillingen af broen.

Codan fandt derfor, at det nye materiale i sagen ikke ændrer vurderingen jf. afgørelsen af 20. juli 2016. Det er derfor fortsat vurderingen, at der ikke er sket en skade som følge af den udførte behandling.

I brev af 22. december 2016 traf Codan igen afgørelse om, at der ikke er sket en skade omfattet af loven, hvorfor patienten ikke er berettiget til erstatning.

Codan fandt, at der nu foreligger et panoramarøntgen, som viser tænderne i overkæben inden brobehandlingen blev iværksat. Røntgenbilledet godtgør, at resttandsættet bestod af tænderne 7+,3+,2+,1+,+1,+2,+3 og +7. Tænderne 7+ og +7 ses med reduceret støtteknogle og det er vurderingen, at disse tænder dermed ikke var velegnede som bropiller i en stor bro med mellemleddene 6+,5+,4+,+4,+5 og +6.

Codan fandt herefter, at broen ikke har været konstrueret på en måde, som har opfyldt fagligt anerkendte behandlingsprincipper, dog ændrer dette ikke på det forhold, at tandlægen oplyser, at han aldrig har modtaget honorar herfor og der foreligger ikke en journal, som kan dokumentere forholdet.

På baggrund heraf er det Codans vurdering, at det nye materiale i sagen ikke ændrer vurderingen jf. afgørelsen af 20. juli 2016 og der er derfor fortsat ikke sket en skade som følge af den udførte behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelser af 20. oktober og 22. december 2016.

Indledningsvis finder nævnet på baggrund af den fremsendte regning samt opgørelse fra Sygeforsikringen Danmark, at det er overvejende sandsynligt, at der er udført en fuldbro i overkæben på klinikken i 2008.

Nævnet finder videre, at behandlingen med bro i overkæben har været bedst mulig under de givne omstændigheder. Det findes endvidere overvejende sandsynligt, at broen mistes som følge af grundlidelsen caries og ikke som følge af den udførte behandling eller mangel på samme.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.