Skip to content

3347-16

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Rodbehandling med efterfølgende udtrækning af tanden og efterfølgende endocarditis og andre lidelser. Manglende årsagssammenhæng. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Rodbehandling med efterfølgende udtrækning af tanden og efterfølgende endocarditis og andre lidelser. Manglende årsagssammenhæng. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig mand, der den 13. februar 2014 fik behandlet tanden 7- med en zirkonium krone på grund af slid. Ifølge journalen blev der justeret for bidkontakter på kronen to gange, da patienten havde smerter i tanden. Den 10. marts 2014 blev der ordineret penicillin for en uge. Den 17. marts 2014 blev der påbegyndt rodbehandling af tanden, som forløb over tre behandlinger med rodfyldning den 24. marts 2014. Den 3. april 2014 var der let murren fra tanden, som blev justeret i biddet. Den 1. juli 2014 blev der taget røntgen, som fandtes at vise betændelse på tandens bagerste rodspids. Der blev derfor ordineret penicillin i seksdage. Den 2. juli 2014 henvendte patienten sig til en anden tandlæge, som fandt, at røntgen viste rodspidsbetændelse. Der blev aflastet i sammenbiddet og tilrådet at afvente effekten af penicillinbehandlingen. Den 3. juli 2014 fjernede den behandlende tandlæge rodfyldningen i den bagerste rod og kanalen blev renset. Desuden blev penicillin-behandlingen forlænget i yderligere seks dage. Den 31. juli og 5. august 2014 blev rodkanalen skyllet og den 11. august 2014 blev tanden trukket ud på grund af fortsatte smerter. Ifølge journalen blev patienten behandlet med smertestillende gazeindlæg i rodlejet den 15., 18. og 19. august 2014, hvor patienten ifølge journalen var smertefri. Den 20. august 2014 blev der konstateret fin sårheling. Efterfølgende blev patienten tiltagende stakåndet og fik rygsmerter og den 8. december 2014 blev patienten indlagt, hvor man fandt orale streptokokker i blodet. Patienten blev derfor overflyttet til andet sygehus, hvor man diagnosticeret en blodprop i hjernen. Desuden var der mistanke om endocardit, som blev behandlet medicinsk. Ved scanning blev der fundet adskillige små blodpropper i hjernen og spondylodiscit. Den 15. januar 2015 blev patienten opereret med indsættelse af en kunstig hjerteklap og reparation af en anden og den 6. februar 2015 blev patienten udskrevet. Ved kontrol den 6. marts 2015 var patienten ifølge journalen velbefindende og trænede for at komme i form igen.

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén. Desuden søges der om erstatning for diverse udgifter til tandlæge, briller, medicin, shaver og kørsels- samt parkeringsudgifter.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 17. august 2016 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at de udførte behandlinger af tanden 7- er årsag til patientens senere lidelser i form af endocarditis og andre lidelser forårsaget af streptokokker, idet der er flere måneder mellem, at han er smertefri, og til de andre symptomer opstår.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

I øvrigt bemærkes det, at nævnet har indhentet journal fra patienten egen læge.