Skip to content

3466-16

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Behov for behandling af caries. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for behandling af caries. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 36-årig kvinde, der ifølge journalen fra den 10. august 2012 bl.a. fik konstateret en defekt fyldning i tanden -7 med caries i kanten. I den forbindelse blev der udarbejdet et behandlingsoverslag. Den 11. marts 2013 blev patienten anbefalet udbedring af defekte fyldninger/ cariesangreb og patienten blev informeret om, at rodbehandling af tanden -7 kunne blive nødvendig, hvis der blev ventet for længe med behandlingen. Ved næste konsultation den 6. marts 2015 ønskede patienten alene tandrensning. I den forbindelse blev patienten informeret om manglende cariesbehandling i en 2-årig periode. Den 17. juli 2015 konsulterede patienten tandlægen på grund af smerter i venstre side af underkæben. Ifølge patienten var tanden -6 smertegivende. Ved undersøgelse blev det konstateret, at fyldningen i tanden -7 var knækket og havde caries. Tanden -7 var desuden bankefølsom og følsom for luftpålæsning. Tanden -7 blev herefter renset og det blev konstateret, at cariesangrebet nåede tandnerven. Tandnerven blev herefter fjernet i tandkronen med henblik på smertelindring. Desuden blev patienten informeret om behov for rodbehandling og der blev ilagt en midlertidig fyldning. Ifølge journalen opstod der diskussion om, hvorvidt tanden -7 eller -6 skulle være behandlet og den fortsatte behandling blev afbrudt.

Patienten søger nu om erstatning for udgiften til behandling af en tand, som ikke skulle have været lavet.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. september 2016 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det fremgår af materialet i sagen, at den kliniske undersøgelse og røntgenbillederne fra den 17. juli 2015 viste, at tanden -7 var behandlingskrævende og at rodbehandling af tanden var nødvendig.

Samlet vurderede Codan, at behandlingen af tanden -7 har været nødvendig og indledning af nødvendigt behandlingsbehov som følge af grundlidelse dyb caries. Det kan på baggrund af materialet ikke udelukkes, at patienten også har haft smerter i tanden -6.

På baggrund af de foreliggende oplysninger fandt Codan, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 14. september 2016 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at røntgen og kliniske fund viser, at der var indikation for behandling af tanden -7 på grund af dyb caries. Det forhold, at tanden eventuelt blev behandlet uden patientens samtykke, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.