Skip to content

3493-17

Skadetype: Skade på anden anatomisk struktur end tand/nerver - Bløddelsskade
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af tand med efterfølgende ar til følge. Godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Operativ fjernelse af tand med efterfølgende ar til følge. Godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 21-årig mand, der den 16. december 2013 fik fjernet visdomstanden 8-. I den forbindelse skete der en slimhindelæsion ved læben i højre side af underkæben, da et roterende instrument, som udviklede varme, var i kontakt med huden i længere tid. Den 18. september 2015 blev skaden vurderet med optagelse af kliniske fotos. I den forbindelse blev der konstateret farveforandringer og nedsat sensibilitet svarende til læsionen.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til creme samt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén for ar og følelsestab.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. december 2016 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af slimhindeskade ved læben i højre side af underkæben med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling med fjernelse af visdomstanden 8-, hvor huden ved mundvigen i højre side blev læderet på grund af varmeudvikling fra et roterende instrument.

Codan fandt videre, at bedst mulig behandling havde indebåret, at huden ikke var blevet berørt af det roterende instrument ved operationen. Behandlingen har dermed ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Codan fandt herefter, at der ikke kan ydes erstatning for afholdte udgifter til creme, da der ikke foreligger dokumentation herfor.

Codan fandt videre, at der ikke kan tilkendes godtgørelse for svie og smerte, da patienten ikke har været sygemeldt som følge af den anerkendte skade.

Codan fandt endvidere, at det fremgår af de kliniske fotos, at patienten har et ar i højre mundvig, at arret udgør et område på ca. 5-6 mm, og at der er en svag farveforandring i et område på ca. 2-3 mm.

Codan fandt herefter, at det ar, patienten er blevet påført i højre mundvig, ikke er et skæmmende ar. Patienten er derfor ikke blevet påført et varig mén på 5% eller derover som følge af skaden og patienten er derfor ikke berettiget til godtgørelse for varigt mén.

I øvrigt fandt Codan, at patienten ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejds-fortjeneste og tab af erhvervsevne.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 2. december 2016 med den af Codan anførte begrundelse.

Ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings méntabel punkt H kan der alene tilkendes godtgørelse for varigt mén, såfremt der er tale om et skæmmende ar. Efter en vurdering af de indsendte billeder finder nævnet, at der ikke er grundlag for at fastsætte en méngrad på minimum 5%, hvilket i henhold til loven er en forudsætning for, at der kan tilkendes godtgørelse. Der kan derfor ikke tilkendes godtgørelse for varigt mén.

For så vidt angår godtgørelse for svie og smerte samt udgiften til creme stadfæster nævnet i henhold til Codans begrundelse.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.