Skip to content

3500-17

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behov for ny implantatbehandling med knogleopbygning. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny implantatbehandling med knogleopbygning. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 26-årig mand, der den 23. november 2011 fik fjernet tanden +1 af anden tandlæge. Årsagen hertil var, at patienten tidligere i 2011 kom til skade med tanden, som efterfølgende løsnede sig og patienten oplevede smerter. Der blev derfor isat et implantat samt foretaget knogleopbygning på forsiden i regio +1 hos den behandlende tandlæge den 7. marts 2012. Ved kontrol den 1. maj 2012 blev implantatet fundet klar til kronebehandling. Der blev derfor den 24. maj 2012 cementeret en krone på implantatet regio +1 hos anden tandlæge. Efterfølgende henvendte patienten sig hos en tredje tandlæge den 11. november 2015 på grund af smerter fra implantatet regio +1. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise et total tab af knogle omkring implantatet. Implantatet blev derfor fjernet den 23. november 2015, hvor der tillige blev isat en midlertidig protese som erstatning. Ifølge journalen fra den 2. marts 2016 er der behov for knogleopbygning regio +1.

Patienten søger nu om erstatning for at tab af implantat regio +1 og den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. december 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt videre, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få ny knogleopbygning, implantat og krone, uden at det vil have en negativ påvirkning af hans tænder eller forringelse af tandstatus.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter loven som følge af behandlingen. Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Regionstandlægenævnet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 15. december 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at implantatbehandling med knogleopbygning regio +1 kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling henvises til Trygs afgørelse.