Skip to content

3509-17

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Den udførte tandbehandling har ikke medført en skade i lovens forstand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Den udførte tandbehandling har ikke medført en skade i lovens forstand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 30-årig mand, der den 9. december 2008 fik foretaget en klinisk undersøgelse. I den forbindelse blev der diagnosticeret huller i tænderne 1+,+2,+5,+6 samt 8-,7-,5- og -8. Tænderne 8- og -8 skulle derfor trækkes ud, mens hullet i tanden 7- var så omfattende, at tanden skulle rodbehandles. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden 7- samme dag. Den 14. januar 2009 blev der udført fyldningsbehandling i tænderne 5-,+5 og +2. Den 27. april 2009 blev rodbehandlingen af tanden 7- fortsat og den 28. maj samt 5. juni 2009 var der stadig ømhed fra tanden. Tanden blev herefter desinficeret og behandlet med en midlertidig fyldning. Ifølge journalen meldte patienten afbud den 19. juni 2009 og udeblev herefter fra aftaler. Patienten blev derfor afsluttet. Den 18. maj 2016 henvendte patienten sig til en ny tandlæge med en kæmpe tandbyld ved regio 2+. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise tandbyld samt infektion fra rodspidsen fra 2+. Patienten blev herefter informeret om behovet for rodbehandling af tanden 2+, og der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag. Desuden blev det konstateret, at tanden +6 var nedcarieret og patienten blev anbefalet at få fjernet rodstumperne for at undgå mere infektion i mundhulen. Patienten var indforstået hermed og rodstumperne blev derfor fjernet den 16. juni 2016. Desuden blev der igen udrenset i tanden 2+. Patienten udeblev herefter to gange, hvorefter han blev afsluttet.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tænder, indtægtstab m.m samt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 16. december 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Det er i anmeldelsen ikke oplyst konkret hvilken skade, der er påført, men det oplyses, at tre tænder er involveret. Desuden blev skaden konstateret i 2008-2009.

Tryg fandt herefter, at i 2016 ses tænderne 7-,-6 og +6 fuldstændig ødelagt af huller. Disse tænder ses på røntgen i 2008 og 2009 intakte og bevaringsværdige. Patienten udeblev fra behandlingsaftaler i 2009 og blev afsluttet. I 2016 blev der diagnosticeret nedbrydning på grund af huller i tænderne 7-,-6 og +6. Efter få behandlinger udeblev patienten fra aftaler og blev afsluttet.

Tryg fandt herefter, at der ikke er dokumentation for, at patienten har været til tandlæge i perioden 2009 til 2017 og tænderne er ødelagte af huller i denne 7-årige periode. Huller i sig selv er ikke en skade, men skyldes tilstedeværelsen af sukker og bakterier.

Tryg fandt således, at der ikke er tegn på, at patienten er blevet påført skade og der kan derfor ikke ydes erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 16. december 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at behandlingen har været bedst mulig under de givne omstændigheder. I den forbindelse er der lagt vægt på, at patienten udeblev fra behandlingerne og at der ikke foreligger dokumentation for, at patienten har været til tandlæge i perioden 2009 til 2016.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.